Gentages en påstand tilstrækkeligt mange gange, begynder folk at tro på den. Det var en af nazipropagandaens centrale læresætninger – og videnskaben har siden bekræftet, at der ligger en snar sandhed i det cyniske handgreb. Når fortællinger gentages igen og igen, opfatter vi dem efterhånden som mere troværdige.
Det er præcis det fænomen, som SF-formand Villy Søvndal nu peger på i forhold til debatten om det ekstreme højres uundgåelige sejr på tværs af Europa. En fortælling, der gentages flittigt blandt politikere, journalister og commentatorer: at populisterne og højrefløjen skrider ustandseligt frem, at deres valgresultater aldrig falder, og at deres indflydelse kun vokser.
Men denne fortælling, mener Søvndal, er fuld af huller. Faktum er, at det ekstreme højre langtfra vinder hver gang, og når det gør, ender resultatet ofte med at afsløre deres populisme.
Højrefløjen som oftest uden indflydelse
Ifølge Søvndal er virkeligheden mere nuanceret end den gængse narrative. Det ekstreme højre vinder langtfra konsekvent ved valg. Endnu vigtigere: selv når de vinder stemmeprocenter, ender de sjældent med faktisk politisk indflydelse. De bliver isoleret af andre partier, der nægter at danne regering sammen med dem.
Og når det ekstreme højre rent faktisk får magten eller indflydelse, viser praksis ofte deres grundlæggende svaghed: populismen afsløres, når deres løfter skal holdes stik i virkeligheden. Konsekvensen bliver ofte, at de mister opbakning eller bliver tvunget til at blive mere moderate for at holde på deres karrierer.
Sveriges seneste valg er Søvndals eksempel på dette mønster. Det blev ikke sejren for Sverigedemokraterne, som hovedfortællingen ville have os til at tro. Tværtimod viser resultatet, at en anden historie er mulig – hvis bare vi holder op med at gentage den samme pessimistiske narrativ.
En advarsel mod selvopfyldende profetier
Bag Søvndals indlæg ligger en vigtig pointe: vores fortællinger har kraft. Når vi gentager igen og igen, at højrefløjen er uopstoppelig, bidrager vi selv til at cementere den realitet – eller i dette tilfælde: den myte. Vi skaber en selvopfyldende profeti, hvor pessimisme bliver til passivitet.
Det betyder ikke, at der ikke er grund til at være vågen over for populisme og ekstremisme. Men det betyder, at vi kan vælge at fortælle en anden historie. En hvor modstand er mulig, hvor valg kan vendes, og hvor mennesker ikke er dømt til at følge en forudbestemt bane.