Ulighederne vokser i det danske rige
Mens statsminister Mette Frederiksen håndterer internationale geopolitiske kriser, forværres situationen i Danmarks egne kommuner. Kløften mellem velstillede og økonomisk pressede områder bliver stadigt større – og det mærkes på borgernes uddannelsesniveau, sundhed, indtægt og behov for offentlig hjælp.
Særligt landdistrikterne skriger på hjælp. Lokale politikere giver udtryk for frustration over mangel på reel statsstøtte til udvikling, mens ulighederne tegner sig skarpt i økonomiske tal og ringere velfærdstilbud.
En milliard-gæld uden løsning
Lolland Kommune er et varseleksempel. Kommunen skylder staten over en milliard kroner og afdrag omkring 120 millioner årligt – selv efter refusioner gennem udligningsordningen nytter det ikke. Budgettet venter et underskud på over 100 millioner i 2027.
Lolland er ikke alene i krisen. Halsnæs, Faxe, Guldborgsund og Vordingborg har alle søgt om – og modtaget – særlige statsstøttetilskud for at holde trit. “Man kan ikke få ret meget velfærd for et budgetunderskud i millionstørrelsen,” pointeres det i debatten.
Iben Krog, Venstres politiker og medlem af Regionsråd Østdanmark, har derfor foreslået en radikal løsning: gældsanering af Lolland. Hun argumenterer for, at tilfældige klat-tilskud aldrig løser problemerne – der skal real politik til.
Samme vilje skal rettes indad
Argumentet er klart: regeringen har bevist sin vilje til at handle når det gælder sikkerhed og internationale forhold. Samme energi bør vendes indad, hvor landets kommunale selvstyre risikerer at blive reduceret til sparekure i stedet for udvikling.
“Hvis det kommunale selvstyre i de fattigste kommuner ikke skal reduceres til retten til at spare, så skal det store fællesskab sætte en stopper for den negative spiral,” skriver kritikerne.
Der er naturligvis forskel på by og land – færre busafgange, mindre tilbud og større afstande hører til realiteterne i landkommunerne. Men samfundskontrakten skal være den samme for alle: “Vi bidrager hver især efter evne, og vi modtager efter behov.”
Uden denne solidaritet – både mellem borgere og kommuner – mener debattørerne at Danmark som fællesskab er på vej mod at knække. Det kræver nu samme politiske mod indadtil, som regeringen har vist udadtil.