Mads Strange, Liberal Alliances efterhånden berømmelte talsmand, har de seneste dage været genstand for massiv mediakritik. Mediesteder som TjekDet, Berlingske, TV 2, DR og Ekstra Bladet har dokumenteret en lang række faktiske udsagn fra Strange, der ikke holder stik. Og ja, det er problematisk. Men ifølge et debatindlæg, der netop er bragt, ligger det egentlige problem dybere.
Forfatteren argumenterer for, at Strange ikke primært er problemet – han er snarere et symptom på en større strukturel krise i dansk politik. Strange er nemlig, som det formuleres, “en suveræn kommunikatør i en nutidig mediekontekst.” Og der ligger kernen af problemet. Det handler ikke om, at Strange er særligt dårlig til at tale sandt. Det handler om, at moderne politikers helt normale overlevelsesmekanisme nu er blevet at tale usandt – eller i bedste fald helt omformuleret sandhed – for at navigere i dagens medie- og opmærksomhedsøkonomi.
Debatten om Strange er således også en debat om dansk politiks tilstand generelt. Hvordan er vi nået til et punkt, hvor en politiker kan få så bred opmærksomhed og selv blive betragtet som en vigtig, kommende kraft i sit parti, samtidig med at han gentagne gange bliver påfanget i direkte usandheder? Svaret ligger ifølge indlægget i, at politikere som Strange er blevet ekstrem dygtige til at forstå og udnytte moderne mediers mekanismer – og at disse mekanismer systematisk belønner provokation, sensationalisering og en vis form for uformelle, næsten viralt-prægede kommunikationsstile.
Indlægget peger således på en accelererende spiral: jo mere aggressive medierne bliver i deres jagt på opmærksomhed, jo mere tvinges politikerne til at blive provokative og grænsesøgende i deres kommunikation. Og jo mere tvinges politikerne til at blive det, jo mere normaliseres det at bøje sandheden – eller at ignorere den helt – for at få plads i den medieskaber.
Der er en vigtig pointe her: hvis mediekritik udelukkende fokuseres på Mads Strange og hans usandheder, mens man glemmer at se på de systemiske incitamenter, der får ham – og mange andre politikere – til at handle sådan, løser man ikke problemet. Man retter blot fokus mod symptomerne, ikke sygdommen.