To løsgængere på Christiansborg overvejer at samle sig i et nyt parti. Cecilie Liv Hansen og Jacob Harris leger med tanken om et parti, der blandt andet vil melde Danmark ud af NATO, stoppe støtten til Ukraine og i det hele taget tale truslen fra Rusland ned.
Det fortæller Cecilie Liv Hansen i et større interview med Berlingske. Her beskylder hun også statsminister Mette Frederiksen (S) for at skabe unødig frygt hos danskerne.
Hun har som løsgænger fundet et meningsfællesskab med Jacob Harris, der er løsgænger fra Borgernes Parti. De to har udviklet et arbejdsfællesskab, men Cecilie Liv Hansen har tidligere afvist muligheden for et nyt parti.
Mener, at Danmark blander sig for meget
Cecilie Liv Hansen mener, at Danmark bør holde sig ude af krigen i Ukraine. Om de to store konflikter i verden siger hun til Berlingske:
“Lige nu har vi to større konflikter med både Rusland-Ukraine-konflikten og Palæstina-Israel-konflikten, og der synes jeg, at vi generelt blander os for meget. Både i form af våbeneksport, men også med den krigsretorik, som jeg er meget skeptisk over, at vores statsminister fører”
Hun mener, at Danmark i stedet kan bidrage med samarbejde, nødhjælp, genopbygning og diplomati, skriver BT.
Ser ikke Rusland som en trussel
Cecilie Liv Hansen mener ikke, at Rusland udgør en trussel for Danmark. Hun peger i stedet på, at Danmarks egne handlinger kan spille en rolle:
“en af grundene til, at Rusland potentielt skulle være en trussel for Danmark, jo kunne være, at vi blandt andet eksporterer våben til Ukraine.”
Hun køber heller ikke ideen om, at Ukraine som sådan er det eneste, der afholder Putins Rusland fra at invadere flere lande, herunder NATO-lande.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har vurderet, at Rusland vil være en reel trussel mod NATO-lande inden for to år, hvis krigen i Ukraine fryser fast.
Begge har været i vælten
Cecilie Liv Hansen blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance ved det seneste valg, men blev efter få dage ekskluderet fra folketingsgruppen. Det skyldtes ifølge LA, at hun havde givet “urigtige oplysninger af væsentlig karakter” om sin samlevers salg af cannabis.
Jacob Harris har også været omtalt på det seneste, efter det er kommet frem, at han har inviteret sig selv på kaffe hos den russiske ambassadør.
