Debatten om, hvad det betyder at være dansk, nåede et kritisk punkt efter TV 2-programmet Højskolen, hvor politikere, debattører og praktiserende muslimer diskuterede dansk identitet og kulturelle værdier.
I programmet viste mødet mellem dansk kultur og islamisk praksis nogle markante kulturforskelle. Deltagere som Abud Mustafa og Afrah Jabouri lod deres religiøse overbevisninger styre deres adfærd – fra at undersøge mad for alkohol og afslå at spise ved fællesbordet til at nægte håndtryk over kønsgrænser. Flere gange nægtede de at besvare spørgsmål fra andre deltagere.
Dette rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvis man kalder sig dansk, hvorfor frygte at deltage fuldt ud i samtalen? Debattør Yaqoub Ali argumenterer for, at når religiøse normer og afholdenhed sættes foran ligeværdige, folkelige møder, så handler det ikke længere om danskhed.
Begrebet ‘ikke-dansk danskhed’
Ali foreslår et nyt begreb til at håndtere denne situation: ‘ikke-dansk danskhed’. Inspirationen kommer fra begrebet ‘ikke-muslimsk islam’, som bruges til at placere ikke-muslimer uden for fortolkningen af islam.
Analogt har vi brug for et tilsvarende begreb for mennesker, der ikke er danske i praksis, men aktivt søger at forme diskussionen om danskhed. Disse personer har meninger om, hvad Danmark er og bør være, og deres synspunkter kan være værdifulde for debatten.
Men Ali sætter en vigtig græns: De er ikke selv danske, når de aktivt vælger en ideologi og adfærdsmønstre, der direkte modstrider dansk kultur og princippet om ligeværd. Hvis man ikke betragter sine medmennesker som ligeværdige uden religiøse filtre, eller hvis man bringer Mellemøstens konflikter og dogmer ind i det danske offentlige rum, så har man ikke taget Danmark til sig.
Hvorfor begrebet er nødvendigt
Begrebet giver os en praktisk ramme til at forstå aktører, der taler om Danmark fra en position uden for det danske kulturfællesskab. Det løser samtidig et centralt dilemma: skal sådanne stemmer udelukkes, eller mangler vi blot det rette sprog?
Ifølge Ali har begrebet flere vigtige funktioner. For det første placerer det ansvar og definitione ret: Danmark skal selv få lov til at definere danskhed. Folk, der ikke tager kulturen til sig, skal ikke omdefinere den for andre.
For det andet anerkender det deres rolle i samfundsdebatten. Ved at tale om ‘ikke-dansk danskhed’ accepterer vi, at personer som Mustafa og Jabouri påvirker den offentlige samtale – uden at vi giver dem kontrollen over selve begrebet ‘dansk’.
Ali håber, at begrebet fremadrettet bliver brugt om dem, der ikke lever op til dansk kultur, men alligevel ønsker at definere, hvad danskhed betyder. Det giver en principfast måde at anerkende deres tilstedeværelse, mens vi værner om det danske kulturfællesskabs ret til selv at bestemme sin identitet.