Lørdag aften viste DR finalen på årets ‘Den store bagedyst’, og dermed var det officielt slut for Timm Vladimir som vært på programmet efter hele 13 sæsoner. Men den dag, finalen blev optaget, beholdt han sin beslutning for sig selv – næsten.
»Der var ingen, der vidste det, udover Markus og Katrine og et par få andre fra selve redaktionen. Vi var måske fire-fem der vidste, at det var sidste gang, og det var på en eller anden måde hårdt og svært,« siger Timm Vladimir til B.T.
På sin Facebook-profil har tv-værten også selv sat ord på den vemodige optagelsesdag. »Det var en vemodig dag. Man kan måske se det på Markus og Katrine. Nogle andre i teltet og redaktion vidste det også. Men ellers var der ikke andre, der vidste det. Og det var helt bevidst fra min side,« siger han i en video.
Deltagerne skulle have deres dag
De få på produktionen, der kendte til beslutningen, havde givet Timm Vladimir muligheden for at fortælle de øvrige, så de kunne markere dagen. Men det ønskede han ikke.
»Til finaleoptagelsen mødes vi altid om morgenen og hygger os lidt, og der kunne jeg måske godt have sagt det. Men jeg synes bare, der står nogle deltagere for hvem, det er deres sidste program, og de er pissenervøse,« forklarer han og tilføjer: »Og det er deres program, det handler ikke om mig. Det gør det bare ikke.«
Dommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen var begge påvirkede af situationen, og Timm Vladimir sørgede for at give dem ekstra mange kram i løbet af dagen. »Det var svært, og jeg kunne virkelig mærke det på Markus og Katrine, der var meget berørte, og det var jeg også,« siger han.
Dårlig samvittighed – men ingen fortrydelse
Da optagelserne var slut og afskeden med holdet ventede, mærkede Timm Vladimir en blanding af vemod og dårlig samvittighed over ikke at have sagt det højt. »Da vi var færdige og skulle sige farvel, skulle jeg sige farvel til hele holdet, og jeg vidste godt, dem ser jeg ikke lige foreløbig, og jeg vidste godt, jeg havde løjet og havde lidt dårlig samvittighed,« siger han.
Alligevel fortryder han ikke valget. »Men jeg står ved beslutningen, og jeg er glad for, vi gjorde det sådan, og så ser jeg dem forhåbentlig en anden god gang,« lyder det fra tv-værten.
Finaleprogrammet bliver ikke hans absolutte sidste optræden i ‘Den store bagedyst’. Den årlige nytårsspecial er allerede optaget, og her vil Timm Vladimir også være vært.
Stoppede mens han var på toppen
Timm Vladimir annoncerede sit stop i juni og forklarede dengang, at beslutningen havde været undervejs i et stykke tid. Han overvejede at blive, til programmet ikke længere kørte på DR, men valgte i stedet at gribe det momentum, der var til noget nyt.
»Jeg kunne mærke, at hvis jeg skal lave mere tv og gøre det, mens jeg kan gå og stå og folk gider se på mig, så skal jeg gribe det moment nu og ikke vente på, at døren lukker bag mig,« siger han og tilføjer: »Det er godt at stoppe, mens man er på toppen i stedet for at forlade den synkende skude.«
Og mere tv er da også på vej. Timm Vladimir er allerede i gang med optagelserne til det nye HBO-format ‘Vis mig dit køleskab’, som efter planen sendes på Kanal 5 og HBO i 2027.
