Spiralsagen har åbnet et af de mørkeste kapitler i forholdet mellem Danmark og Grønland. To nye rapporter har sat gang i en intens politisk debat om én central spørgsmål: Var spiralkampagnen et folkedrab? Det er et alvorligt spørgsmål, men også ét, der fortjener mere end slagord og symbolske markeringer.
Der er imidlertid vigtig klarhed at få på bordet: Debatten handler ikke om, hvorvidt tusindvis af grønlandske kvinder blev krænket dybt. Den handler ikke om, hvorvidt kvinder fik opsat spiral uden deres samtykke eller på så mangelfuldt et grundlag, at deres selvbestemmelse blev tilsidesat. Og den handler ikke om, hvorvidt mange stadig bærer livslange traumer.
Her er der allerede bred erkendelse. Statsminister Mette Frederiksen (S) har givet en officiel undskyldning, Folketinget har besluttet at yde økonomisk kompensation, og Danmark må blive ved med at lytte til de berørte kvinder. Der er meget, som taler for, at kvinderne blev udsat for alvorlige krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder – og det skal siges højt uden at vente på en domstolsafgørelse.
Problemet med at kræve en dom
Her opstår et fundamentalt problem: Der findes faktisk ikke nogen oplagt international domstol, som i dag kan afsige en endelig dom om, hvorvidt spiralkampagnen udgjorde folkedrab. En af rapporterne peger på, at en endelig afgørelse kun kan træffes af en domstol med den nødvendige kompetence – men sådan en findes ikke.
Grønland kan ikke selv anlægge sag ved Den Internationale Domstol i Haag, da landet ikke er en selvstændig stat i folkeretlig forstand. De berørte kvinder kan anlægge sager ved danske domstole, hvor spørgsmålet om folkedrab teoretisk kunne indgå, men sagen vil først og fremmest handle om ansvar, rettigheder og erstatning.
En fremmed stat kunne i princippet rejse sag mod Danmark ved Den Internationale Domstol – det er juridisk tænkeligt, men politisk svært at forestille sig. Den Internationale Straffedomstol i Haag er heller ikke realistisk, blandt andet fordi den blev oprettet længe efter de begivenheder, der er genstand for debatten.
Hvad er det egentlige formål?
Når grønlandske politikere kræver en domstolsafgørelse om folkedrab, rejser det et helt legitimt spørgsmål: Hvor skal den dom egentlig falde, og hvem skal rejse sagen? Før et krav om domstolsafgørelse gøres til politisk mål, fortjener det svar.
Hvis målet blot er anerkendelse af kvindernes lidelser, så behøver den anerkendelse ikke at vente på en folkedrabsdom. Hvis det er retfærdighed for de berørte kvinder, så begynder den proces allerede nu – med undskyldning, kompensation og ærlighed omkring statens svigt.
Men hvis målet er noget tredje – hvis formålet er en dom, der skal ændre fortællingen om Danmark-Grønland-forholdet og få historien skrevet om med folkedrabsbegrebet som overskrift – så skylder de politikere, der fremfører kravet, også at fortælle, hvad næste skridt er. Folkedrab er folkerettens alvorligste forbrydelse. En dansk dom herfor ville få vidtrækkende politiske, historiske og diplomatiske konsekvenser. Det spørgsmål fortjener ærlighed.