Der findes næsten ikke noget mere klassisk end duften af nyristet brød med en god klat smør, der langsomt smelter ned i krummen. I årtier har Lurpak været fast inventar på det danske morgenbord, og de sølvfarvede pakker med de blå detaljer er for længst blevet en del af madkulturen. Men selvom mærket emmer af tradition, opstår der jævnligt debat om, hvad det egentlig er, der ryger i indkøbskurven.
Det viser sig nemlig, at en stor del af de produkter, der bliver solgt under Lurpak-navnet, slet ikke må kaldes for smør. Foretrækker man den praktiske, smørbare variant direkte fra køleskabet, smører man i virkeligheden et blandingsprodukt på brødet.
Reglerne taler deres tydelige sprog
Grunden til forskellen skal findes i de strikse EU-regler for fødevaremærkning. For at et produkt må bære den beskyttede titel “smør”, skal det bestå af næsten udelukkende mælkefedt – typisk mindst 80-82 procent. Men den populære smørbare version af Lurpak lever ikke op til de krav.
Produktet indeholder nemlig en betydelig mængde planteolie, vand og salt for at gøre det blødt. Selve andelen af smør i de smørbare bøtter varierer, men ligger ofte omkring 64 procent. Resten er olie og vand, som er nødvendigt for at sikre, at produktet forbliver smørbart, selv når det lige er taget ud af en kold køleskabshylde.
Af samme årsag bliver produktet officielt betegnet som en “smørbar blanding”. Men i supermarkedets travlhed, hvor de smørbare bøtter står side om side med de klassiske smørblokke, overser mange forbrugere denne detalje. Det har tidligere vakt debat i medier som B.T. og på sociale medier, hvor forbrugere har følt, at markedsføringen slører grænsen mellem det rene naturprodukt og det forarbejdede blandingsprodukt.
En ændret opskrift vækker opsigt
Det er ikke kun indholdet af planteolie, der har været under luppen. I de senere år har producenten bag Lurpak, Arla, foretaget justeringer i opskriften på visse markeder, hvilket har fået opmærksomme forbrugere til at reagere. Blandt andet er fedtindholdet i nogle varianter blevet reduceret en smule for at optimere produktet.
Selvom producenten fastholder, at ændringerne ikke har en markant indflydelse på den velkendte smag, er det ikke alle forbrugere, der er enige. I diverse forbrugerfora har debatten raset, hvor nogle mener at kunne smage en forskel i både tekstur og aroma. Det rejser det klassiske spørgsmål om, hvor meget man kan ændre på en kendt vare, før den mister sin oprindelige karakter.
Hvad skal man vælge?
Hvis man som forbruger ønsker det helt rene produkt, skal man kigge efter de klassiske blokke, der er pakket ind i sølvfolie. Her består indholdet udelukkende af fløde og salt – præcis som traditionen foreskriver. Udfordringen med det rene smør er dog den fysiske lovmæssighed: Det bliver stenhårdt i køleskabet.
Det er netop her, den smørbare variant har vundet indpas. Ved at blande smørret med planteolie opnår man en bekvemmelighed, som mange moderne børnefamilier prioriterer højt. Man slipper for at ødelægge brødet med hårde smørklumper, men prisen for denne bekvemmelighed er, at man teknisk set køber et blandingsprodukt frem for rent smør.
Næste gang turen går til supermarkedet, kan det derfor være en god idé at kaste et ekstra blik på varedeklarationen. På den måde er man sikker på, om det er det rene smør eller den praktiske olieholdige blanding, der kommer med hjem til morgenbordet.