Det har længe været et af de mest effektive skræmmebilleder i dansk politik: Fortællingen om de 25 mænd og kvinder i Enhedslistens hovedbestyrelse, der fra et mørkt baglokale kan trække tæppet væk under en siddende regering. Men under weekendens årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby blev der sendt et signal, som kan ændre det politiske landskab markant.
Partiets øverste ledelse er nemlig klar til at lægge de ultimative krav på hylden. De vil i stedet omfavne den politiske realisme. Budskabet er klart: Enhedslisten vil ikke længere bare være et protestparti. De vil være en seriøs magtfaktor, der forstår, at man er nødt til både at give og tage.
Opgør med Løkkes skræmmebillede
Siden folketingsvalget har Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, gentagne gange advaret mod at gøre sig afhængig af Enhedslisten. Hans primære argument har været partiets særlige struktur. Her er det nemlig ikke folketingsgruppen, men den medlemsvalgte hovedbestyrelse, der har det sidste ord i de helt store spørgsmål. Løkke har kaldt det en demokratisk udfordring, at landets politik skal dikteres af en forsamling, som vælgerne ikke direkte kan stille til ansvar.
Men i Valby var tonen en anden. Rasmus Holme, der sidder centralt placeret i hovedbestyrelsen, afviser nu, at bestyrelsen skulle være en hindring for at nå resultater. Tværtimod understreger han, at der er en udbredt forståelse for, at magt kræver indrømmelser.
“Det er klart, der skal indgås nogle kompromiser, og begge parter skal bøje sig, og det er vi indstillet på,” siger Rasmus Holme.
En historisk magtkamp om kontrollen
For at forstå betydningen af skiftet skal man kigge på Enhedslistens DNA. Partiet blev dannet i 1989 som en fusion af VS, DKP og SAP, og dengang var frygten for topstyring enorm. Derfor skabte man en struktur, hvor magten blev spredt mest muligt. Hvor andre partier lader deres formand og folketingsgruppe udstikke kursen, har Enhedslisten altid holdt fast i, at det er græsrødderne – repræsenteret ved hovedbestyrelsen – der har det sidste ord.
Det har historisk skabt masser af gnidninger. Vi skal ikke mange år tilbage, før interne fløjkrigere i hovedbestyrelsen jævnligt spændte ben for folketingsgruppens strategier. Men under Pelle Dragsteds ledelse som politisk ordfører er der sket en professionalisering. Dragsted har formået at bygge bro mellem de ideologiske rødder og det parlamentariske håndværk, og det er den linje, som hovedbestyrelsen nu bakker op om.
Hovedbestyrelsesmedlem Ane Pind Bagge lægger ikke skjul på, at tilliden til partiets forhandlere er i top. Det er helt afgørende for at kunne agere hurtigt i de politiske maskinrum på Christiansborg.
“Jeg har fuld tillid til, at forhandlergruppen gør det fuldstændig, som de skal,” lyder det fra Ane Pind Bagge.
Hvad betyder det for vælgerne?
Den nye pragmatisme i Enhedslisten er ikke kun et internt anliggende. Det er et strategisk træk, der skal gøre det sværere for en kommende socialdemokratisk ledet regering at vælge midten frem for venstrefløjen. Ved at signalere kompromisvillighed fjerner Enhedslisten nemlig det argument, som Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har brugt til at retfærdiggøre en regering hen over midten.
Spørgsmålet er dog, hvor langt baglandet reelt vil gå. Enhedslistens vælgere er kendt for deres principfaste holdninger til klima, velfærd og ulighed. Hvis hovedbestyrelsen bøjer sig for meget, risikerer partiet at miste sin identitet som det systemkritiske alternativ. Omvendt risikerer de at blive irrelevante, hvis de holder fast i krav, som ingen regering kan opfylde.
I Hafnia-Hallen, omgivet af de karakteristiske røde Ø-plakater, var der dog ingen tegn på splid. Tværtimod virkede det til, at partiet har indset, at vejen til reel forandring går gennem de svære kompromiser, som man tidligere har rynket på næsen af. Det er en ny virkelighed for Enhedslisten – og en direkte udfordring til Lars Løkke Rasmussens fortælling om den farlige hovedbestyrelse.