Skyhøje elpriser rammer danskerne igen: Vejr og dyr gas giver dyr strøm hele søndagen

Marc Kastholm

Oktober blev den dyreste oktober nogensinde for danske elkunder, og søndagen byder på mere af samme skuffelse. Vindstille vejr og høje gaspriser sender elprisen op på mellem 2,23 og 2,82 kroner per kilowatt-time.

Skyet, vindstille og med mulighed for let regn. Det er vejrudsigten for søndagen – og den kombination er en dårlig nyhed for danskere med en variabel elpris. Uden vind til vindmøllerne og sol til solcellerne falder den grønne strømproduktion, og så skal kraftværkerne supplere. Og når gasprisen samtidig er meget høj, bliver strømmen dyr at producere på kraftværkerne.

Resultatet er en gennemsnitspris på 2,54 kroner per kilowatt-time (kWh) inklusiv tariffer og afgifter over hele landet, ifølge tal fra elberegner.dk. Oven i det kommer prisen til ens eget elselskab, så den endelige regning bliver en smule højere endnu.

Forskellen mellem den billigste og dyreste time frem til midnat er kun 59 øre per kWh – og selv den billigste time koster 2,23 kroner, mens den dyreste rammer 2,82 kroner. Strømmen er med andre ord dyr hele dagen.

Oktober var den dyreste nogensinde

Søndagen er ikke et isoleret fænomen. Oktober blev den dyreste oktobermåned for danske elkunder nogensinde, målt på prisen for selve strømmen.

I Vestdanmark nåede den gennemsnitlige pris 1,19 kroner per kWh, mens Østdanmark endte på 1,22 kroner. Til sammenligning lå begge prisområder på 1,02 kroner i oktober 2022, hvor energikrisen tidligere havde sendt priserne endnu højere op. Det skriver Norlys i en pressemeddelelse.

Energidirektør Ellen Trolle fra Norlys peger på stigende naturgaspriser som den primære årsag, og nævner konflikten mellem USA, Israel og Iran samt situationen omkring Hormuzstrædet som faktorer, der har holdt gaspriserne høje. Hertil kommer mindre vandkraftproduktion i Norden og færre solskinstimer, som yderligere har presset priserne op.

Mest læste