En mand blev bekymret over små tegn
John Hannover havde været gift med sin hustru i mere end 47 år, da han begyndte at lægge mærke til forandringer. Små ting hun fortalte, kunne hun kort efter ikke huske. En eftermiddag på Kgs. Nytorv med kaffe blev til en vag erindring uden detaljer. I juni 2019 søgte han lægen sammen med Henny, dengang 66 år, fordi hendes hukommelse forsvandt dag for dag.
Lægen mente, det kunne være demens – måske. Sommerferie kom i vejen, og det blev august før der var tid til test. Henny scorede højt nok på demenstesten til at blive henvist til Hukommelsesklinikken på Herlev Hospital. Derfra skulle tiden bare til at blive lang.
»Demensudredning er vigtig. Ikke kun for at redde dem, der rammes af demens eller Alzheimers. For samtidig kan det være muligheden for at opdage andre sygdomme i hjernen, som måske kan behandles,« siger John Hannover.
Systemet svigtede – mens sygdommen hærgede
Uger blev til måneder. Ingen af Danmarks fem regioner overholder det faglige mål på 90 dage for demensudredning – og Hennovers tilfælde skulle blive værre end de fleste. Mens parret ventede, blev Hennovers symptomer voldsommere. Hun blev udsædvanlig søvnig, sov flere gange dagligt, og hendes gangart forandrede sig. Hendes skridt blev kortere, og de vandrestave hun havde gået med siden en tidligere knæoperation, brugte hun pludselig anderledes.
I september og oktober rykkede John igen og igen. I december – fem måneder efter den oprindelige henvisning – havde ventelisten i Herlev umuligt at overholde fristen. De blev henvist til Hukommelsesklinikken i København, hvor de stillede sig bagest i køen igen.
»Der røg månederne,« siger John kort og kontant.
En aftensmad skiftede alt
Kort efter nytår 2020 – seks måneder efter den første henvisning – sad John og Henny på restaurant og spiste wienerschnitzel. Det var da han så det: hun skar kødet korrekt med kniv i højre hånd og gaffel i venstre, men da hun skulle føre maden til munden, lagde hun kniven fra sig og tog gaflen i højre hånd. Hendes venstre side var svag.
Det matchede det mønster, han havde set i hendes gangart. Og da han kiggede på hendes ansigt, hang venstre mundvige svagt ned.
»For første gang tænkte jeg, at der var noget helt andet end demens, der var på færde,« mindes han.
Samme aften skrev John sine observationer til lægen via nettet. Klokken halvt otte næste morgen ringede lægen. Henny skulle have MR-scanning klokken tolv. Kort efter hospitalet ringede igen: de skulle komme ind med det samme.
»Lægerne kunne se en svulst på størrelse med en appelsin i min kones hoved,« siger John.
Fra diagnose til død på 14 måneder
Fra restauranten den 13. januar til operationsbordet den 23. januar gik ti dage. En måned senere kom svaret: aggressiv hjernekræft, der spredte sig hurtigt. Hennovers chancer var forfærdelige.
Hun blev opereret, fik strålebehandling og kemoterapi. Men intet hjalp. Et år og to måneder efter diagnosen var Henny død.
»Sygdomsforløbet var meget, meget brutalt,« siger John.
Kunne hurtere opdagelse have gjort en forskel?
John Hannover vil aldrig få svar på, om en kortere ventetid kunne have forlænget Hennys liv. Måske ville kræften blive fundet tidligere. Måske kunne det have givet hende et år mere, eller blot nogle bedre måneder.
»For Henny betød det måske ikke den store forskel. Hun ville dø af sin sygdom. Men for andre med andre sygdomme, kan det betyde en kæmpe forskel, om man bliver udredt hurtigt eller skal vente mange måneder,« siger han.
Han fortæller om en bekendt, der fik to små blodpropper i hjernen, som først blev opdaget ved den tredje – fordi man troede, det var demens. Pointen er skarp: når gamle mennesker begynder at glemme, tænker læger demens. Men hjernekræft, tumorer og blodpropper giver også hukommelsesfejl. En hurtigere udredning kunne være livsreddet for nogle.
John har ikke ønsket at klage over Hennys behandling. Han accepterer, at lægerne gjorde, hvad de kunne på basis af, hvad de vidste. Men hans historie er en påmindelse til samfundet om, hvad det betyder at vente – og hvad det kan koste.