Verden diskuterer ofte den atomtrussel, som Rusland udgør, men langt mindre opmærksomhed rettes mod de atomare risici, der eksisterer inden for Ruslands egne grænser. Især de gamle atomkraftværker volder bekymring – nogle reaktorer er allerede over 50 år gamle.
Samtidig bygger Rusland atomkraftværker rundt omkring i verden, fra Tyrkiet til Bangladesh, mens landet promoverer atomenergi som et “bæredygtigt” alternativ til fossile brændstoffer. Men der rejser sig et afgørende spørgsmål: hvad sker der med disse anlæg, når de når slutningen på deres operationelle levetid?
Milliarder i skjult gæld
Ruslands statskontrollerede Rosenergoatom planlægger at skrotte 35 reaktorer. Ifølge selskabets egne beregninger mangler det omkring 18,7 milliarder euro til opgaven, mens de samlede estimerede omkostninger ligger på cirka 21 milliarder euro. Og disse tal stammer fra Rosenergoatombs egne prognoser – de faktiske omkostninger plejer at blive væsentligt højere.
Et eksempel er den tidligere atomkraftværk i Lubmin i Tyskland. Skrotningen blev oprindeligt anslået til 1 milliard euro, men estimatet er nu oppe på 10 milliarder euro. En lignende udvikling kan ventes i Rusland.
Litauen erfarede dette først på hånden. Som betingelse for optagelse i EU blev landet tvunget til at lukke to sovjetiskbyggede reaktorer på Ignalina-værket. Den første blev lukket i 2004, den anden i 2009. Skrotningen har vist sig både enormt dyr og tidskrævende. Ved 2020 var de anslåede omkostninger steget til 3,3 milliarder euro, selvom kun 49 procent af det planlagte arbejde var fuldført. Processen, der oprindeligt skulle være færdig i 2038, forventes nu at fortsætte til 2049.
Udskyldelse af dyre opgaver
Rusland synes for tiden at udskyde de dyreste faser af skrotningen. I stedet for fuldt ud at nedmontere reaktorer kort efter nedlukning placeres de ofte i langtidigt “sikkert” lager. Det overflytter meget af den økonomiske og tekniske byrde til fremtiden – uden egentligt at løse problemet.
Miljøorganisationen Bellona Foundation rapporterer, baseret på Rosatoms egne projekter, at omkring 2037 kunne Rosatoms skrotnings- og oprydningsforpligtelser overstige selskabets nettooverskud. Jo længere skrotningen udskydes, desto større bliver de tilhørende økonomiske, tekniske og sikkerhedsmæssige risici.
Der kommer også tonsvis af radioaktivt affald. Rusland har arvet cirka 774.000 kubikmeter radioaktivt affald fra Sovjetunionen. Den planlagte skrotning af 36 reaktorenheder ved otte atomkraftværker forventes at generere yderligere 800.000 kubikmeter radioaktivt affald.
En tidsindstillet bombe
Spørgsmålet bliver endnu vigtigere i takt med, at Ruslands økonomiske situation forværres: hvad sker der med alle disse megaprojekter, hvis pengene til vedligeholdelse, skrotning og eventuelt nedmontering ikke længere er til stede?
Rusland har allerede erfaring med, hvad der sker, når industrier efterlader sig store miljøbelastninger. I Kemerovo-regionen, hvor omkring halvdelen af Ruslands kul produceres, skæmmes landskabet af bjergene af minekul-affald. Når kulselskaber går konkurs, falder omkostningerne ved at håndtere det, de efterlader, ofte på staten og lokalsamfundene.
Men atomaffald og skrottede reaktorer kan ikke blot forlades, hvis pengene løber tør. Landelande, hvor Rusland bygger atomkraftværker, bør derfor overveje, hvad der sker, hvis disse projekter ikke kan vedligeholdes eller senere skrottes som planlagt. De har brug for en Plan B, hvis noget går galt i Rusland.
Ruslands svækkede miljøregulering gør problemet værre. For at opretholde krigsøkonomien har regeringen drastisk svækket miljøbeskyttelsesreglerne. Landsdelen optager nu langt det største enkeltbeløb i Ruslands føderale budget, mens miljøbeskyttelse kun udgør en lille del af regeringsudgifterne.
Historien gentager sig
Miljøkatastrofer har gentagne gange vist, at det russiske regime er uvilligt til at prioritere langsigtet miljøsikkerhed. Rusland fortsætter med at drive en ældre “skyggeflåde” for at transportere olie, og miljørisiciene blev tydeligt demonstreret ved 2024-oliespildet i Sortehavet, da to ældre russiske tankskibe lækede tusindvis af tons fuel oil.
Efter Tjernobyl-katastrofen forsøgte sovjetiske myndigheder at undertrykke informationer og bagatellisere omfattelsen af ulykken. Det øgede offentlig mistro og desillusionering og bidrog til voksende social og politisk uro i det sene Sovjetunionen. I dag kunne Ruslands vedvarende forsømmelse af atomaffald og gentagne udsættelse af atomkraftværk-skrotning skabe lignende betingelser for både en ny miljøkatastrofe og voksende social uro – især hvis myndighederne igen reagerer med stilhed eller forsøg på at dække det hele til.
Det manglende indsyn forværrer billedet. Uafhængige stemmer, der kan gransket miljøpåvirkningen og sikkerhedsregisteret, er i stigende grad blevet stilet i Rusland. Bellona og Greenpeace er blevet erklæret “uønskede” organisationer, mens EcoDefence er blevet betegnet som en “udenlandsk agent”, og medlemmerne har været udsat for strafferetlig forfølgelse.
Resultatet er svækkelse af evnen til selvstændigt at overvåge og afsløre miljørisici inden for Rusland. Dette skaber et farligt informationsvakuum: en atomulykke kunne ske, dens omfang kunne blive fortiget eller bagatelliseret af myndighederne, og befolkningen kunne først få kendskab til katastrofens fulde omfang år eller endda årtier senere – som det skete efter Mayak-katastrofen i 1957, da sovjetiske myndigheder gemte ulykken væk i over tre årtier.
Ruslands atomiske infrastruktur, svage miljøtilsyn og voksende afhængighed af hemmeligholdelse gør industriens risici til en international bekymring – ikke blot et energispørgsmål. For mange af de lande, hvor Rusland bygger atomkraftværker, bør tanken om, hvad der sker, når de skal skrottes, give anledning til alvorlig eftertanke.