»En samtale bliver ikke beskyttelse, bare fordi den indeholder spørgsmål«
Debatten om regeringens position i transdebatten er både vigtig og nuanceret. Det mener psykoterapeuterne bag dette debatindlæg, som direkte besvarer politiker Amalie Lyhnes seneste klumme om at »beskytte børn og unge« med kønsidentitetsspørgsmål.
»Vi forsvarer også retten til at beskytte børn og unge,« skriver psykoterapeuterne. Men her trækker de en vigtig skelnen: »En samtale bliver ikke beskyttelse, bare fordi den indeholder spørgsmål.«
Kritikken går på, at spørgsmål alene – uden både anerkendelse og faglig lytning – risikerer at blive en form for modstand snarere end hjælp.
Problemet ligger i præmissen
Amalie Lyhne stillede det retoriske spørgsmål: Hvis din teenagedatter siger, hun føler sig fanget i den forkerte krop og er dybt ulykkelig, ville du da ikke søge professionel hjælp?
Det er naturligt, skriver psykoterapeuterne. Men præmissen i spørgsmålet indeholder allerede et svar – nemlig at professionel hjælp betyder at lede møde med ulykkelighedsfølelsen på en bestemt måde.
»Professionel hjælp kan være mange ting,« pointerer de. »Det kan være at hjælpe et ungt menneske til at forstå sin identitet – også hvis den identitet er, at man er trans.«
Uden fordomme og med anerkendelse
Debatten handler i bund og grund om, hvad »beskyttelse« betyder. Ifølge psykoterapeuterne er beskyttelse ikke det samme som at stille kritiske spørgsmål til unges identitetsudvikling – hvis det ikke sker i en ramme af anerkendelse og accept.
»Et ungt menneske skal kunne sige ‘Jeg er trans’ uden, at det bliver tolket som et nederlag eller tegn på, at noget er galt,« argumenteres der for i indlægget.
Denne pointe handler om, at professionel støtte først og fremmest kræver, at man møder mennesket, hvor det er – ikke hvor man mener det burde være. At lytte uden på forhånd at have dømt, hvad der er »rigtigt« eller »forkert«.
Regeringen og transbevægelsen
Amalie Lyhne skrev i sin klumme, at »regeringen har allieret sig med transbevægelsen«. Dette debatindlæg udgør en anden fortælling: at regeringens tilgang handler mindre om alliancer og mere om at anerkende et faktum – at nogle mennesker, også børn og unge, har kønsidentiteter, som afviger fra det køn, de fik tildelt ved fødslen.
Psykoterapeuterne ser derfor ikke en konflikt mellem at »beskytte børn« og at respektere unges selvbestemmelse. Det ene udelukker ikke det andet.
»Beskyttelse handler om at give børn og unge rum til at blive til – også hvis det betyder, at de bliver til noget, vi måske ikke forventede,« konkluderes der.