Når præsten Kathrine Lilleør ser palæstinensiske flag hænge fra københavnske vinduer, bliver hun provokeret. Ikke af Gaza selv længere – det er allerede glemt af mange. Men flagenes tilsynekomst? Det bliver ved med at irritere hende.
I et debatindlæg i Berlingske skriver hun, at flagene er blevet “symbolet på en selvbevidst aggression”. Og det er her, problemet opstår. For når en offentlig person med Lilleørs platform bruger sådan et sprog, handler det ikke længere kun om Gaza eller palæstinensisk selvbestemmelse. Det handler om, hvad det betyder for mennesker, der bor her og nu i Danmark.
Især for vores jødiske medborgere.
Dialog eller deling?
PEN Danmark arbejder på at opretholde civiliserede samtaler mellem mennesker og nationer. Det er vigtig arbejde, især når konflikter som krigen i Gaza gør det svært at tale sammen uden at blive polariseret. Men når en præst fra København bruger ord som “selvbevidst aggression” om mennesker, der udtrykker solidaritet med palæstinensere, bliver det sværere – ikke lettere – at have den samtale.
Lilleør skriver selv, at Gaza er “hyperfølsom” og “fortrængt”. Det er en fair observation. Konflikten er kompleks, og følelserne kører højt på begge sider. Men netop derfor burde vi være ekstra forsigtige med at stemple menneskers udtryksformer som aggressive.
Når palæstinensiske flag bliver karakteriseret som aggression, sker der noget. Mennesker, der ikke har noget med konflikten at gøre, bliver trukket ind i den. Og det rammer særligt hårdt på dem, der allerede føler sig usikre – som mange danske jøder gør.
Konsekvenserne af ordene
Det er ikke svært at se sammenhængen. Når en offentlig person siger, at solidaritet med palæstinensere er “selvbevidst aggression”, sender det et signal. Det signal lyder: hvis du viser denne solidaritet, er du aggressiv. Og hvis du er aggressiv over for palæstinensere, hvad betyder det så for jøder?
Det er ikke Lilleørs intention at skade danske jøder – det er næppe det. Men intentioner betyder mindre end konsekvenser. Og konsekvenserne af sådan et sprog er, at det bliver sværere at være jøde i Danmark. Det bliver sværere at gå på gaden uden at føle sig som en del af en konflikt, man ikke selv har skabt.
“Den hyperfølsomme og nu også fortrængte krig i Gaza gør det rundt om i verden vanskeligt at opretholde en fredelig dialog,” skriver Lilleør selv. Hun har ret. Men løsningen på det problem er ikke at stemple menneskers udtryksformer som aggressive. Løsningen er at skabe rum for flere stemmer, flere perspektiver og mere nuance.
Tilbage til grundlaget
Danmark er et land, hvor mennesker skal kunne være solidariske med forskellige sager uden at blive anklaget for aggression. Det gælder palæstinensere. Det gælder også jøder. Og det gælder mennesker, der blot ønsker at udtrykke deres meninger uden at blive delt ind i kategorier af “os” og “dem”.
Når Lilleør siger, at palæstinensiske flag gør det svært for hende at tænke på Gaza, handler det ikke om Gaza længere. Det handler om, at hun ikke kan acceptere, at andre mennesker udtrykker solidaritet på en måde, hun ikke kan lide. Og det er en helt anden samtale.
Den samtale handler om, hvem der får lov til at tale, hvem der får lov til at være solidarisk, og hvem der bliver gjort til syndebuk. Og den samtale skader ikke Gaza. Den skader Danmark. Især vores jødiske medborgere, der bliver trukket ind i en konflikt, blot fordi de eksisterer.
Hvis vi skal have en fredelig dialog – som PEN Danmark arbejder for – må vi starte med at anerkende, at mennesker kan være uenige uden at være aggressive. Vi må kunne se palæstinensiske flag uden at se aggression. Og vi må kunne være jøde i Danmark uden at føle os som en del af en konflikt, vi ikke selv har skabt.
Det er ikke for meget at bede om. Det er grundlaget for et samfund, hvor alle kan leve i fred.