Da Donald Trump for nylig gæstede Joe Rogans megapopulære podcast, var det bare endnu et tegn på en større tendens. De mest populære amerikanske podcasts er blevet mere indflydelsesrige end traditionelle medier når det gælder politisk debat og kandidatvalg. Men betyder det, at demokratiet bliver mere åbent – eller at kandidater blot finder varmere stuer, hvor de kan undgå ubehagelige spørgsmål?
Nogle kalder 2024 det “podcast-valget”, og to år senere virker begrebet mindre som overdrivelse og mere som et blik ind i fremtiden. Podcastene har ikke bare påvirket valgkampen – de har redefineret, hvad det vil sige at være politiker i den digitale tidsalder. Hvor kandidater engang måtte møde pressens kritiske øjne under TV-debatten, kan de nu logge ind i en venlig podcast og tale uafbrudt i timer.
Cenk Uygur, grundlægger af det progressive nyhedsmedie The Young Turks, og Emily Jashinsky, vært på After Party og co-vært på Breaking Points, har begge bygget karrierer på at nå publikum uden traditionel mediegate-keeping. De er blandt de mest indflydelsesrige stemmer i podcastuniverset, og de repræsenterer to meget forskellige syn på fænomenet.
En ny arena uden gatekeepers
Podcastene udgør en helt ny politisk arena, hvor reglerne er anderledes end hos CNN eller på riksdagsstudiet. Der er ingen moderatorer, der klipper røden tråd fra kandidaten. Der er ingen faktachecks, der popper op på skærmen. Der er bare værten, kandidaten og millioner af lyttere, som må selv bedømme, hvad der bliver sagt.
For tilhængerne af podcastene betyder det, at politikere endelig kan tale uden at blive klippet eller misvises af medieeliter. Et langt interview uden kunstig tidsramme giver mulighed for dybde og nuance, der aldrig ville have plads i en traditionel nyhedsudsendelse. Du får at vide, hvem kandidaten virkelig er – ikke en venlig medieprofil, men en menneske, der taler i flere timer og afsløres af deres egne ord.
Men der er en anden side af mønten, som journalister og mediakritikere går og er bekymrede for. Når kandidater kan vælge deres venner til at føre interview, undgår de præcis den offentlige granskningsproces, som demokratiet er afhængig af. En kompetent journalist spørger vanskelige spørgsmål, stiller kandidaten til ansvar og tjekker fakta. En podcastvært, der er venligt stemt over for sin gæst, gør sjældent det samme.
Når ansvar bliver udsvarlig
Podcasterne byrder ingen redaktionel ansvar. Der er ingen faktachecks før udsendelsen, ingen juridisk review, ingen ansvar over for læsere eller publikum for at få det rigtigt. Hvis en politiker lyver på en podcast, når den information ud til potentielt millioner af mennesker uden at blive stoppet eller rettet af nogen. Løgnen bliver så bare en del af det, der blev sagt, og mange lyttere husker løgnen fra podcasten, selvom den senere blev afkræftet.
Det er også værd at spørge, hvem der har råd til at blive podcastvært. De store podcast-navne som Joe Rogan, Tim Pool og others har ofte betydelige økonomiske ressourcer og kan tillade sig at være uafhængige. Men mange mindre podcastere er afhængige af sponsorater fra interessegrupper eller politikere selv – hvilket skaber interessekonflikter, der ikke altid er transparent.
Demokrati eller dodging?
Spørgsmålet bliver således: Er podcasterne en demokratisk sejr eller et demokratisk problem? Nogle mener, at de åbner op for nye stemmer og nye måder at debattere på, som traditionelle medier har lukket ud. Andre frygter, at de bliver et værktøj for politikere til at undgå ansvar.
Det er muligt, at svaret er begge dele på samme tid. Podcasterne kan være både en vigtig modvægt til en mainstream-medieverden, der har sine egne fordomme og begrænsninger – og en måde for kandidater at undslippe den offentlige granskning, som demokratiet har brug for.
Det vigtige er at være klar over, hvad man lytter til. Er det et podcast med redaktionel integritet, hvor værten stiller vanskelige spørgsmål? Eller er det et venligt rum, hvor kandidaten kan sige hvad som helst uden modargumenter? Hvis man skal navigere i podcast-alderen af politik, skal man listen med øjnene åbne.