Komiker og tv-vært Martin Johannes Larsen trækker sig som vært på TV 2’s musikshow ‘Nytårsfesten’. Det skriver han i en story på Instagram, et kort tidsbegrænset opslag, skriver Ritzau og BT.
»Det føler jeg er den bedste beslutning både for Nytårsfesten og for mig«, skriver han i opslaget. Han ønsker desuden produktionen og programmet alt godt.
Der er ikke nogen yderligere forklaring på, hvorfor han vælger at stoppe.
Under hård kritik efter ‘Alle elsker Rasmus’
Martin Johannes Larsen har den seneste tid været genstand for stor kritik. Sammen med TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios var han en del af programmet ‘Alle elsker Rasmus’, som nu er afpubliceret.
I programmet var 149 personer gennem fire måneder med til at bilde komikeren Rasmus Wallbridge ind, at han skulle lave sin helt egen spillefilm sammen med ven og samarbejdspartner Martin Johannes Larsen. Det var komikerens store drøm, og det hele viste sig at være løgn. Programmet er blandt andet blevet kritiseret for voksenmobning, psykisk tortur og gaslighting.
Personer i mediebranchen og seere har desuden kaldt konceptet mobning og helt ved siden af skiven, når det gælder etik og moral. Fem dage efter premieren på første afsnit undskyldte TV 2 og fjernede programmet fra alle mediets flader, efter at kanalen først havde forsvaret det. TV 2 har sat en intern undersøgelse i gang af hele forløbet. Programmet nåede at blive set af 300.000, inden TV 2 fjernede det. Siden har TV 2 bekræftet, at der i det sidste afsnit, hvor fupnummeret afsløres for Rasmus Wallbridge, er klippet et ekstra grin ind i scenen, og at det lyder identisk med et andet grin.
Undskyldte til Rasmus Wallbridge
Martin Johannes Larsen har tidligere undskyldt for sin medvirken. I et opslag på Instagram i sidste uge skrev han ifølge BT, at han undskylder til Rasmus som ven og kollega, og at han også har gjort det direkte til ham. Han skrev også, at han aldrig har villet gøre ham noget ondt.
Opslaget fra lørdag var det seneste, han havde lagt op, før han meldte sig ud af nytårsshowet. Her sagde han ifølge Nordvestnyt, at han tog kritikken til sig, men at den også havde været voldsom.
Lørdag meldte Rasmus Wallbridge for første gang selv ud på Instagram, skriver BT. Han skrev blandt andet, at han har været lidt stille, men at han ser, hvad der bliver sagt om og skrevet til ham. Han er dog ikke et sted lige nu, hvor han kan være deltagende part i den snak.
TV 2’s indholdsdirektør, Ulla Pors, oplyser skriftligt til Ritzau, at kanalen bakker op om beslutningen, skriver Berlingske. »Vi er glade for vores samarbejde med Martin og har også et klart ønske om at samarbejde med ham fremover«, lyder det fra hende.
Ifølge Nordvestnyt kalder hun samtidig kritikken af programmet og TV 2 legitim. Ansvaret for programmet og rammerne for de medvirkendes handlinger ligger hos TV 2 og skal ikke placeres hos Martin Johannes Larsen eller de øvrige medvirkende, siger hun. Hun tilføjer, at omfanget af hadbeskeder og direkte trusler mod de medvirkende er alt for voldsomt.
Showet skal optages i Sønderborg
‘Nytårsfesten’ sendes traditionen tro, når rådhusklokkerne har ringet det nye år ind. Sidste år var det komiker Melvin Kakooza, der var vært.
Dette års show står som udgangspunkt til at blive optaget 25. november klokken 20 i koncertsalen Alsion i Sønderborg. Billetten koster 395 kroner, og showet bliver først sendt ved årsskiftet.
