En af to mænd, der blev varetægtsfængslet onsdag, har i det store og hele tilstået at have svindlet borgere med udviklingshandicap. Det oplyser hans forsvarer, advokat Niels Anker Rasmussen.
– Overordnet set erkender han sig skyldig, siger advokaten, der var til stede ved grundlovsforhøret onsdag.
Den 26-årige mand sigtes for at have bedraget især personer med udviklingshandicap gennem telefonopkald. Ofrene bor spredt over hele landet, og ifølge Københavns Politi er der tale om cirka 100 tilfælde af bedrageri begået mellem marts og juli i år.
Manden har tidligere været dømt for bedrageri mod personer med psykiske handicap og blev dengang straffet med fængsel. Som polsk statsborger modtog han også en advarsel om udvisning.
I svindlerne udgav sig for at være en politibetjent ved navn Henrik Vindstrup. De handicappede blev overtalt til at overføre penge til andre konti under påskud af, at der var problemer med deres bankkonti eller lignende.
Både den 26-årige og en anden mand blev onsdag varetægtsfængslet af en dommer i Københavns Byret. Dommeren vurderede blandt andet, at de på fri fod kunne tænkes at fortsætte deres kriminelle aktiviteter.
Efterforskningen viser, at svindlerne ofte arbejder ud fra manuskripter. I andre lignende sager har personer ringet op og udgav sig for at være politibetjente ved navne som Sara Vestergaard, Lærke Kvist og Sofia Holm.
Sagen har vakt opsigt hos Lev, en landsdækkende interesseorganisation for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. Formanden, Anni Sørensen, kaldte det kynisk, at gerningsmændene målretter deres svindel mod personer, der kan have sværere ved at gennemskue, hvad der sker.
– Jeg er rigtig, rigtig glad for, at politiet i den her sag er skredet til anholdelser, sagde hun onsdag til Ritzau.
Københavns Politi fortsætter efterforskningen af sagen, som omfatter betydeligt flere ofre end de to mænd, der blev varetægtsfængslet.
