Mads Strange, politisk ordfører for Liberal Alliance, er kommet under kritik efter at Ekstra Bladet afslørede en lang række fejl og usandheder i hans politiske udsagn. Strange selv forsvarer sin fejlprocent med, at fejl er en naturlig del af at være aktiv – en begrundelse, som Sjællandske Nyheder direkte afviser i en ny leder.
Problemet er ikke, at Strange laver fejl. Problemet er hans tilsyneladende ligegyldighed over for at få fakta på plads, før han udtaler sig offentligt. For en mand i hans position betyder det noget helt tredje.
Erfaring kræver ansvarlighed
Som politisk ordfører for sit parti bærer Strange et særligt ansvar. Han tegner Liberal Alliances ansigt udadtil, deltager i folkestingsdebatter og sidder med ved forhandlinger om partiet skal opnå indflydelse. Det er arbejde, der stiller høje krav til troværdighed og grundighed.
Strange er kun blevet medlem af Folketinget for kort tid siden – omkring et halvt år. Det betyder, at hans politiske erfaring er begrænset, og hans track record af reelle resultater og bidrag til forandringer er kort. Det er helt i orden. Politik er en læreproces, og man starter et sted.
Men netop fordi han er uerfaren, kan han ikke forsvare sin sjuskede omgang med faktiske forhold. Der findes en uskriven regel i politik: man må fejle uden anmærkninger, når man har dokumenteret sit håndværk og gjort sig fortjent til tillid gennem arbejde over tid. Strange er simpelthen ikke der endnu. Han har ingen politisk kapital at bruge.
Demokratiet taber på sjusk
En anden dimension gør situationen alvorlig. Som repræsentant for demokratiet har Strange et ansvar over for systemet selv. At benytte sin taletid på falske påstande og udokumenterede synsninger svækker tilliden til politikerne – en tillid, der i forvejen er under pres.
Når en politiker ikke gider gøre sit hjemmearbejde, sender det et signal: at troværdighed ikke betyder noget, at virkelighed er fleksibel, og at charme og selvtillid kan erstatte substans. Det er ikke blot useriøst over for Strange selv og hans parti. Det er skadeligt for folkestyret som sådan.
Strange selv lader til ikke at forstå, hvad hans tilgang koster. Det kunne være hans største fejl hidtil.
Mere skal til end glans
Man kan komme et stykke i politik med charm, selvtillid og et tiltalende ydre. Men kun hvis man samtidig gør sit arbejde ordentligt. Strange står på et vejskilte. Han kan fortsætte med at se sjusket over sin manglende grundighed, og acceptere at blive betragtet som en politiker uden substans. Eller han kan tage kritikken til sig, og vise, at han er villig til at forbedre sig.
For nu er budskabet ret klart: hvis du vil tages alvorligt, og hvis du vil gøre en forskel, skal der heldigvis mere til end sådan.