Mette Frederiksen står midt i en ny politisk virkelighed. Efter valget valgte Socialdemokratiet at søge mod midten, og i dag leder hun en regering i en helt ny konstellation. Analyser fra blandt andet Mandag Morgen viser ganske vist, at hun har indfriet flere løfter end sine forgængere. Men der er også de sager, der stikker ud – de politiske kovendinger, som vælgerne sent vil glemme.
Den glemte garanti om udenlandsk arbejdskraft
Et af de klareste eksempler på et kursskifte handler om udenlandsk arbejdskraft. Tilbage i 2018 var tonen ellers krystalklar. I en fælles kronik i Jyllands-Posten gav Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis daværende formand, Kristian Thulesen Dahl, en kontant garanti til de danske lønmodtagere.
Dengang lød det fra de to partiledere: »Beløbsgrænsen vil ikke blive sat ned, så længe Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har noget at skulle have sagt!«.
Men virkeligheden i 2022 så helt anderledes ud. Her valgte S-regeringen at sænke grænsen fra 448.000 kroner til 375.000 kroner. Beslutningen vakte vrede på begge fløje. Victoria Velásquez, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, lagde ikke fingrene imellem over for Ritzau: »Det er et løftebrud fra regeringen, når man helt klart op til valget og også under valgkampen sagde, at man ikke ville sænke beløbsgrænsen.«
Minksagen og den ulovlige instruks
Man kommer ikke udenom den 4. november 2020. Det var dagen, hvor Mette Frederiksen på et direkte transmitteret pressemøde beordrede alle danske mink aflivet. Beslutningen blev truffet i hast under coronakrisen, men efterspillet blev både langt og juridisk tungt.
Minkkommissionen konkluderede senere i sin beretning, at statsministerens udmelding var »objektivt set groft vildledende«. Kommissionen slog fast, at ordren om at aflive alle mink var »klart ulovlig«, og at Statsministeriet havde handlet på en måde, der var meget kritisabel.
Selvom Mette Frederiksen erkendte et ansvar for forløbet, afviste hun at træde tilbage. Og i 2023 satte et flertal i Folketinget et endeligt punktum for de borgerlige partiers planer om at få sagen prøvet ved en rigsret.
Arnepensionen: Fra nedslidte til anciennitet
I valgkampen i 2019 blev “Arne” ansigtet på Socialdemokratiets politik. Løftet var til at forstå: De mest nedslidte på arbejdsmarkedet skulle have ret til at gå tidligere på pension. Men da loven endelig blev skrevet, var ordet »nedslidt« pludselig gledet ud af teksten.
I stedet blev ordningen baseret rent på anciennitet. Det betyder, at man skal have været på arbejdsmarkedet i op mod 44 år for at få adgang til pengene – uanset om man er fysisk eller psykisk færdig. Den ændring har man kunnet mærke på interessen for ordningen.
Man regnede ellers med 32.000 brugere i 2024, men friske tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at under 13.000 rent faktisk bruger den. Fremskrivninger tyder på, at kun hver femte af dem, der har retten, rent faktisk vil benytte sig af ordningen i fremtiden.
Skattelettelser i toppen
Da SVM-regeringen præsenterede sit grundlag på Marienborg i december 2022, var der mange politiske iagttagere, der spærrede øjnene op. En socialdemokratisk ledet regering lagde nu op til at halvere topskatten fra 15 til 7,5 procent for indkomster op til 750.000 kroner.
Det var aldrig en del af Socialdemokratiets eget valgprogram, hvilket Mette Frederiksen også åbent indrømmede ved præsentationen. Det var prisen for at danne en regering hen over midten med Venstre og Moderaterne.
Analyser fra Skatteministeriet har efterfølgende vist, at de højeste indkomster får markant mere ud af skattelettelserne end de faggrupper, som Socialdemokratiet ellers førte valgkamp på at beskytte. Det gælder både pædagoger og kasseassistenter, og det har skabt intern kritik i baglandet.
Klimamålet og hockeystaven
Det femte punkt på listen er den ambitiøse klimalov fra 2020. Mette Frederiksen gik til valg på at skære 70 procent af Danmarks CO2-udledning inden 2030. Det blev udråbt som regeringens absolutte hovedprioritet.
Men Klimarådet har i sine årlige statusrapporter flere gange vurderet, at indsatsen slet ikke er nok til at nå målet. Kritikere har døbt strategien for »hockeystaven«, fordi den lægger op til, at de største reduktioner først skal ske i de allersidste år frem mod 2030.
Strategien satser stort på teknologier som fangst og lagring af CO2, der slet ikke er rullet ud endnu. Det skaber stor usikkerhed hos både eksperter og grønne organisationer om, hvorvidt det store løfte overhovedet kan indfries til tiden.