Krav om statslig autorisation af bedemænd samler Præsteforening, Tænk og branchen

Bjørn L.B.

Et borgerforslag kræver statslig autorisation, uddannelseskrav og offentligt tilsyn med bedemænd. Forslaget støttes af både Præsteforeningen, Forbrugerrådet Tænk og branchens egen forening.

Et borgerforslag vil indføre statslig autorisation af bedemænd i Danmark. Formålet er at give pårørende bedre sikkerhed, når de skal have hjælp til en bisættelse eller begravelse. Lørdag formiddag havde forslaget nået 3500 støtter.

Forslaget er fremsat af en gruppe privatpersoner. Det bliver blandt andet støttet af fagforeningen Præsteforeningen og Forbrugerrådet Tænk.

En statsautorisation vil betyde krav om uddannelse og et løbende offentligt tilsyn. Autorisationen kan samtidig fratages en bedemandsvirksomhed, der ikke lever op til kravene.

Præster har besynderlige oplevelser

Formand for Præsteforeningen Pernille Vigsø Bagge peger på, at der er brug for mere end tillid. “Det er et tillidsfag, men bedemandsbranchen har vist, at tillid alene ikke kan gøre det. Vi er nødt til at lave en eller anden autorisation”, siger hun til Berlingske.

Bagge beskriver, at mange præster har besynderlige oplevelser med bedemandsbranchen.

Tidligere sager fra branchen har blandt andet handlet om forsinkede urner og kister, økonomisk svindel af pårørende og blomster ved forkerte gravsteder.

Branchen er enig

Også branchedirektør for Danske Bedemænd Tomas Legarth deler holdningen fra borgerforslaget. Han siger, at branchen bør reguleres.

Danske Bedemænd har tidligere forsøgt at få en statsautorisation af branchen gennem et forslag i Folketinget i 2019. Det blev dengang ikke stemt igennem.

Det fremgår af borgerforslagets tekst, at Danske Bedemænd har lavet deres egen autorisation. Den kræver, at virksomhedens ansatte har en uddannelse, overholder foreningens etiske regler og er omfattet af en garantiordning.

Halvdelen står uden for foreningen

Ifølge borgerforslaget står bedemandsvirksomheder under Danske Bedemænd for omkring halvdelen af bisættelser og begravelser i Danmark. Det er et problem, mener forslagsstillerne.

“Det vil altså sige, at i halvdelen af tilfældene kan man ikke være sikker på, at den bedemand, man køber en ydelse af, er uddannet i faget”, står der i borgerforslaget.

Mest læste