Kirsten Norholt er langt over pensionsalderen, men hun er langt fra færdig med sit liv på det hvide lærred. Problemet er bare, at tilbuddene udebliver fuldstændig – og det ærgrer den veteran-skuespiller mere end hun kan sige.
»Jeg synes fandeme, at det er fantasiløst, at de bruger de samme hele tiden. Jeg forstår det ikke,« siger hun til Se og Hør, og der ligger en ægte frustration til grund for ordene.
Det mest påfaldende er måske, at hun næsten dagligt bliver stoppet på Frederiksberg Allé af mennesker, der spørger, hvorfor hun ikke længere optræder i film. Spørgsmålene kommer fra mennesker, der savner hende på skærmen – hvilket gør det hele endnu mere urimelig for Norholt selv.
Fornemmelsen af ikke at være ønsket
I en tidligere samtale med Billed-Bladet åbnede Norholt op om det helt centrale problem: det er ikke bitterheden over manglende roller, der gnaver mest. Det er følelsen af ikke at være relevant længere.
»Det værste er fornemmelsen af ikke at være nødvendig længere. Jeg kan jo meget endnu, men jeg føler, at jeg ikke er ønsket,« fortalte hun dengang med stilhed i stemmen.
Det er en simpel konstatering, men den viser kernen i problemet. Norholt er fuldt ud klar til at arbejde. Hun har erfaring, talent og en navn, der både tiltaler etablerede kinobesøgende og deres børn. Og alligevel bliver hun mødt med stilhed fra branchen.
Fra balletpigen til filmikon
Kirsten Norholt startede som niårig på Det Kongelige Teaters balletskole – en drøm, der blev kort da en øjenskade satte en stopper for karrieren. Men hvor mange ville have givet op der, kastede hun sig i stedet ind i skuespilleruddannelsen.
Det skulle blive det bedste valg af hendes liv. I 1976 fik hun sit store gennembrud med filmen ‘Julefrokosten’, og den film har på mange måder defineret hendes offentlige image helt siden. Blandt andet fordi Norholt i denne film viste mere af sin krop, end der var kutyme for på det tidspunkt.
Det blev hendes mærke – ikke fordi hun var bange for kroppen sin, men fordi pressen og offentligheden insisterede på at sætte hende i en bestemt bås. Hun har selv udtalt, at hun ikke fortryder noget som helst af det arbejde, hun har gjort.
»Jeg fortryder ikke, at jeg var med i de film, for jeg fortryder aldrig noget som helst. Alt, jeg har medvirket i, har jo bragt mig derhen, hvor jeg er i dag. Men det trætter mig, at man vil sætte folk i bås og klistre etiketter på dem, som man gør på grise,« fortalte hun til ugebladet Søndag tilbage i 2015.
En branché uden hukommelse?
Det paradoks, som ligger her, er tydeligt: Norholt har givet dansk film nogle af dets mest ikoniske øjeblikke. Hendes navn er kendt af næsten alle generationer. Hun kan skuespilkunsten med det samme selvfølgelighed, som hun kan gå – og alligevel finder branchen åbenbart ikke på at ringe.
Kan det virkelig være, at hele industrien har så kort hukommelse? Eller er det blot en uudtalt regel, at kvinder over en vis alder skal stoppe med at spille med? Kirsten Norholt stiller grænsespørgsmålene blot ved at sidde og vente på en telefon, der ikke ringer.