Inden for tre dage: 17 nyfødte døde i brand
Mandagen begyndte som så mange andre på hospitalet i Amravati i Indiens veslige Maharashtra-stat. Torsdag blev det en katastrofe. En brand i neonatalafsnittet dræbte tre nyfødte. Faderen på en af dem stod stadig uden for hospitalet og delte slik ud – han havde aldrig set sit barns ansigt.
To dage senere gentog mareridt sig på den anden side af grænsen. På et af Pakistans mest anerkendte staatshospitaler i Islamabad brød en brand ud på fødeafsnittet. Denne gang døde 14 nyfødte. En familie, som fejtede sin første drengbørn i år, mistede ham på få minutter.
Årsagerne blev officielt rapporteret som forskellige – en defekt ventilator i Amravati, et eksploderet klimaanlæg i Islamabad – men historierne fra forældrene fortæller en identisk sandhed. Redningsberedskabet kom for sent. Nødevakueringen blev blokeret af elementære sikkerhedsfejl. Politikere udtrykte deres sorg. Højtplacerede undersøgelser blev annonceret. Erstatning blev lovet. Og så blev det glemt.
26 år med brandstigmaer uden konsekvenser
Som sundhedsjournalist har jeg over de seneste 26 år dokumenteret hospitalsbrand i Indien og Pakistan. Hver gang samme mønster. Hver gang uden handling.
I 2011 kostede branden på AMRI Hospital i Indien 89 mennesker livet. I 2016 døde 24 mennesker i branden på SUM Hospital i Bhubaneswar. I Pakistan mistede 10 nyfødte livet i en brand på Services Hospital i Lahore i 2012. Elleve børn døde i 2024 på Sahiwal Teaching Hospital. Ikke en eneste person er blevet dømt.
Disse brandstigmaer er ikke historier om defekt udstyr eller individuel uagtsomhed. De er historier om regering-prioriteter. Og de gentager sig år efter år med forbløffende ligegyldighed.
Rigdom uden vilje til at beskytte befolkningen
Indien og Pakistan er ikke fattige eller krigsramte lande uden viden eller ressourcer. De har atomvåben. De sender satellitter ud i rummet. De bygger hurtigtog. De bruger milliarder på militærberedskab og grænsekonfrontation.
Men de kan ikke – eller vil ikke – sikre, at et sprinklersystem fungerer på et hospital. De kan ikke – eller vil ikke – implementere og håndhæve byggekodens brandsikkerhedskrav.
Det er ikke et ressourceproblem. Det er et politisk valg. Et uforgivligt valg.
Hvad betyder kernekraft, når sprinklaranlægget ikke virker?
I denne uge markerede Indien og Pakistan deres 79 års uafhængighed. Begge lande brugte dagen på at minde verden om deres stolthed – deres komplicerede historier, deres berømte kulturer, sprog og køkkener.
Men på begge sider af grænsen regeres befolkningerne med hensynsløs brutalitet. Regeringer, som siger, de skal forsvare borgerne, lader små børn dø i brandfælder, fordi de ikke vil bruge penge på basale sikkerhedsforanstaltninger.
I Amravati måtte mødre, der lige havde født, løbe ned ad flere trapper og klatre ud af vinduer for at undslippe. I Islamabad fungerede vandsprøjtesystemet ikke, da branden brød ud. Familier fandt deres børn forkullet, begravet under sort aske.
Det er ikke et spørgsmål om vestlig ambition eller kolonialistisk arv. Brandbekæmpelse er grundlaget. Det er gulvet, som et government ikke kan lade befolkningen falde under og stadig være skamløst ligeglad gang efter gang.
National sikkerhed betyder intet uden sikre hospitaler
Premierminister Narendra Modi og Premierminister Shehbaz Sharif skal møde mødrene uden for de neonatale afdelinger. Hvad betyder militærmagt og atomarsenal på det øjeblik?
En nation, der kan bruge milliarder på militær beredskab, kan ikke hævde, at et fungerende sprinklersystem eller brandbekæmpelsesregler i hospitaler er en urimelig forventning. Det er løgn. Det er inkompetence. Det er mangel på kærlighed til eget folk.
Indien og Pakistan har brugt 79 år på at bygge sig selv op. Lang tid nok til at blive militærmagt, til at sende satellitter i rummet, til at bygge kernekraftværker. Men hvad nytter national sikkerhed, hvis et nyboren barn ikke kan overleve det hospital, der skal redde dets liv?
Forældrene i Amravati og Islamabad havde ikke brug for atomvåben. De havde brug for, at brandalarmen ringede. De havde brug for, at nødevejene ikke var blokeret. Lande, der ikke kan garantere sådan en grundlæggende amenitet, har ingen ret til at føle national stolthed.