Søren Gade blev for nylig hyldet som modigt og principfast, da han meddelte, at han ville stemme imod Venstres linje i sagen om gødskningsloven. I mediernes dækning blev han næsten omtalt som en moderne Jeanne d’Arc – rank og modig over for partimaskinen, som om han fulgte sin samvittighed, mens hans kolleger blot adlød marching orders.
Det er fortællingen, der ofte tegnes, når et parlamentariker bryder med partiet. Grundloven siger nemlig, at et medlem af Folketinget “alene er bundet af sin egen overbevisning” – og det ord bliver gjort meget ud af. Men der er en vigtig nuance, som ofte overses i debatten: et parti er ikke blot en løs samling af individer med frie hænder. Et parti er et hold.
Et hold fungerer kun, hvis medlemmerne kan regne med hinanden. Hvis hver eneste politiker gør, hvad der passer dem personligt, bliver det umuligt at gennemføre noget som helst. Partisammenhold handler ikke om ukritisk lydighed eller fravær af egen dømmekraft – det handler om tillid og ansvar over for både hinanden og vælgerne.
Når man kandiderer for et parti, går man ind på visse vilkår. Vælgerne stemmer på et program, ikke på 179 individuelle agendaer. De fleste parlamentarikere respekterer denne kontrakt og holder linjen langt det meste af tiden. Det siger ikke noget om, hvorvidt de tænker selv – det siger blot, at de anerkender, at politik er kollektiv virksomhed.
Naturligvis bør der være plads til at følge sin overbevisning, når det handler om spørgsmål af virkelig vigtig principiel karakter. Men hver gang et medlem bryder linjen – og især når medierne hylster det som en storartet gestur – eroderer det fundamentet under partiet. Det bliver sværere at indgå aftaler. Det bliver svagere at forhandle. Det bliver mindre troværdigt.
Jeg har selv erfaret dette fra begge sider – både som medlem af Moderaterne og senere Alternativet. I begge partier har jeg oplevet værdien af at kunne stole på hinanden. Og jeg har også oplevet de konsekvenser, det har, når den tillid rokkes.
Derfor er det vigtig at være ærlig: når vi skildrer politikere, der bryder partilinjen, som særligt moralsk klare, mens vi stiltiende antager, at andre blot er lydige dukker, så tegner vi et misvisende billede af, hvordan demokrati og parlamentarisme faktisk fungerer. Vi kunne med samme argument spørge: hvem er mere principfast – den politiker, der holder linjen ud fra overbevisning om partisammenhold, eller den, der bryder den ud fra egen interesse?
Spørgsmålet er ikke, om man skal kunne stemme efter sin overbevisning. Det skal man. Spørgsmålet er, hvornår man gør det – og hvad det betyder for det politiske arbejde, når det sker.