Desperationen blandt ruinerne
Da 23-årige Anusa Thapa Magar vendte hjem til sin lille riverside-by Betrawati, efter at høre nyheden om Nepals ødelæggende oversvømmelser, håbede hun på at finde sin bedstemor i live. I stedet mødte hun kun en fladslået udtrækning af hårdnet gråt slam.
Hendes familie’s to-etagers hus var fuldstændig væk. Hendes bedstemor, som knap kunne gå, var sidst set liggende på sin seng. “Hvis mit hus ligger begravet derunder, betyder det, at min Aama stadig er her derunder, ikke sandt?” spurgte Anusa stilfærdigt, mens hun stod på det sted, hvor familiens hjem en gang havde været.
Sidste måned tog en torrent af mudder, sten og vand, udløst af en gletscherkollaps i bjergene langs Nepal-Kina grænsen, alt hvad den mødte ud for Trishuli-floden. Mindst 1.386 mennesker mistede livet på nepalesisk side, og myndighederne rapporterer, at 5.130 mennesker stadig mangler. Selvom eftersøgninger fortsætter, er det flere dage siden, nogen blev fundet i live.
En verden af tavshed og tabte genstande
For at nå det område, der engang var Betrawati, må overlevende nu klatre op ad en stejl bakke, krydse en smal højderyg og ned i et ørkeligt slagmark. Langs ruten ligger spredt skytøj, skolebånd og børnerygsække – det, beboerne kalder “stille vidnesbyrd” om panikken, da mennesker skyndte sig at flygte fra flodvandet.
Konfektionsbusinessejer Kalpana Thapa Magar, 43 år, mindedes øjeblikket, da en ven ringede fra opstrøms. “Løb! Løb!” blev hun opfordret. “Jeg løb bare. Da jeg så bagud, var alt væk, selv de mennesker, der havde løbet bag mig,” sagde hun.
I Devighat, nedstrøms, står nedslidte huskabler stadig. Nogle beboere søger gennem ruinerne efter personlige ejendele, men mange siger, der er ingen grund til at vende tilbage – selve jorden er forsvundet under mængder af grus og mudder.
En katastrofe, der genåbner gamle sår
For mange mennesker her genåbner denne katastrofe sår fra Nepals jordskælv i 2015, som dræbte næsten 9.000 mennesker. Lærer Sita Thapa Magar, 45 år og Kalpanas ældre søster, sagde, at efter jordskælvet havde familier i det mindste kunnet genopbygge på deres grunde. “Denne gang har vi mistet alt,” sagde hun. “Vores huse, vores land, vores fremtid.”
På en enkelt brudt gulvflise – det sidste synlige spor af hendes hjem – klyngede 61-årige Shanti Dangol sig til et fotografi af det tre-etagers loggi, som hun engang drev for pilgrimme og trekanter. “Økonomisk havde mennesker her begyndt at få det godt,” sagde hun. “Nu er der intet tilbage.”
Historien fra Nepal understreger ikke kun menneskeligt ved katastrofer, men også de økonomiske og psykologiske konsekvenser, der strækker sig langt ud over det øjeblikkelige kaos. For millioner af mennesker, der allerede havde overlevet naturkatastrofer før, forsvinder håbet næste gang en naturkraft slipper løs.