Etiopiens centrale region Tigray er igen i krig. Efter næsten to uger med heftige kampe gik etiopiske forbundsstyrker ind i hovedstaden Mekelle, mens allierede oprørsstyrker – herunder Tigray Peoples Liberation Front (TPLF) – trak sig ud af byen. Dermed endte den skrøbelige fredspagt fra 2022, der havde fulgt den ødelæggende krig fra 2020-2022.
Men sejren kan vise sig kortvarig. Rapporter om eritreiske tropper, der rykker ind i nordlige Tigrayan-byer, tilføjer en potentielt farligere regional dimension. Og TPLF-leder Debretsion Gebremichael lover at fortsætte kampen på oprørernes egne vilkår – måske som en langvarig geriljakrig i bjergene, som det skete under den tidligere krig.
Etiopien kæmper allerede mod oprør i flere regioner. Hvis TPLF og andre væbnede grupper formår at binde forbundsstyrker fast, risikerer Etiopien at blive strakt over flere fronter samtidigt.
Kamp om Det Røde Hav og Nilen
Den eskalerende krig i Tigray faldt sammen med en større regional krise. Siden 1991, da Eritrea vandt sin uafhængighedskrig, har Etiopien været landindesluttet og stærkt afhængig af nabolande for adgang til international handel. Premierminister Abiy Ahmed har gjort adgang til Det Røde Hav til en strategisk prioritet, særligt efter 2023.
Det har skabt uro i Eritrea, som ser Etiopiens ambitioner – især omkring Eritreas havn Assab – som en eksistentiel trussel. Efter sin genvalgsfest i juni gentog Abiy sit løfte til parlamentet: “Vi vil arbejde ihærdigt for at sikre, at Etiopien får adgang til havet.”
Etiopien er i dag afhængig af Djibouti for maritim handel, men udforsker også alternative ruter gennem Kenya og Somaliland. Denne søstrategi har skabt en regional magtkonkurrence, hvor flere af Etiopiens nabolande føler sig truet.
En løst regional alliance mod Addis Ababa
I de seneste måneder har Egypten, Eritrea, Sudan og Somalia fundet fælles grund i deres bekymringer over Etiopiens ambitioner. I oktober mødte lederne af de fire lande til et topmøde i Egypten, hvor de drøftede regionale spørgsmål og lovede at styrke politisk, økonomisk og handelsmæssigt samarbejde.
Det er ikke en formel militærallianceaftale, men deres interesser overlapper i stigende grad omkring Etiopiens røde-have-ambitioner, Nilen og magtbalancen i Hornet of Africa.
Forholdet mellem Etiopien og Eritrea er forværret markant siden fredsaftalen fra 2022. Etiopien lukkede sin ambassade i Eritrea og udviste eritreiske diplomater i oktober, angiveligt fordi Asmara støttede oprørsstyrker. Eritrea svarede ved at afbryde diplomatiske forbindelser, mens det benægter enhver støtte til oprørerne. Egypten og Sudan har også afvist etiopiske anklager om at bakke oppositionen.
Eritreas kritiske rolle
Eritreas position kan blive afgørende. Rapporter tyder på, at eritreiske tropper er gået ind i nordlige Tigrayan-byer efter at have krydset ind i Etiopien – noget Eritrea hverken bekræfter eller benægter.
For Eritrea betyder beliggenheden af kampene lige så meget som resultatet. En langvarig konflikt i Tigray kunne binde etiopiske styrker fast og begrænse Addis Ababas evne til at forfølge sine røde-hav-ambitioner. Omvendt ville en afgørende etiopisk sejr give forbundsregeringen større frihed til at vende opmærksomheden mod regionale rivaler.
Eritrea har tilsyneladende interesse i at støtte TPLF-styrker, der trækker sig nordpå, så eventuelle kampe mellem etiopiske og eritreiske soldater foregår på tigrayan territorium i stedet for på eritreisk jord. Det kunne skabe incitament for Eritrea til at støtte styrker, der kan holde den etiopiske hær bundet, uden selv at træde i direkte konfrontation.
Sudans krig som regionalt spillebræt
Sudans egen krig kompliserer billedet yderligere. Egypten har givet politisk og logistisk støtte til Sudans hær, mens Etiopien er blevet anklaget for at lette støtten til Rapid Support Forces (RSF) – en gruppe, der er beskyldt for grusomheder i Darfur. Reuters rapporterede i februar, at Etiopien huser en lejr i dets vestlige region, hvor tusinder af RSF-soldater blev trænet.
Disse konkurrerende forhold er del af en bredere kamp om Nilen, Sudan, Det Røde Hav og handelsveje. For Egypten forbliver disputen med Etiopien over Grand Ethiopian Renaissance Dam en stor strategisk bekymring. For Eritrea er Etiopiens søudsalg set gennem prismaet om national sikkerhed. For Sudans naboer truer konflikten med at omforme regionens magtbalancer.
Vil de gribe ind?
Spørgsmålet er, om Etiopiens regionale rivaler vil gå fra diplomatiske tiltag til direkte militær indblanding.
Egypten har sine egne beregninger vedrørende Nilen og Sudan. Eritrea har en direkte sikkerhedsmæssig interesse i udviklingen i Tigray. Somalia står over for sine egne sikkerhedsudfordringer og har et kompliceret forhold til Addis Ababa. Sudan er optaget af sin ødelæggende borgerkrig.
Samtidig risikerer Etiopiens forbundsstyrker at skulle kæmpe på flere fronter. TPLF, Amhara Fano og Oromo Liberation Army har hver søgt at udfordre forbundsregeringen i forskellige dele af landet. Hvis de kan bevare pres på hæren, mens de trækker sig fra større befolkningscentra, kan faldet af Mekelle vise sig at være kun første fase af en meget længere konflikt.
For Etiopiens rivaler er valget, om de skal udnytte den sårbarlighed eller undgå at blive draget ind i endnu en regional krig. Udfaldet afhænger sandsynligvis af, hvorvidt TPLF kan holde forbundsstyrker bundet fast i Tigray, væk fra den eritreiske grænse. “Det er ikke svært at forstå Cairos forpligtelse til at forhindre Etiopien i at lykkes i den nuværende krigsførelse, uanset hvilke mål hæren forfølger,” siger Etana H Dinka, afrikahistoriker ved University of Miami.
Spørgsmålet nu er, om disse regionale beregninger forbliver diplomatiske eller bliver til militær indblanding på slagmarken.