DF kræver pakistaner fjernet fra statsborgerskabslov – Liberal Alliance følger trop med kvindelig kandidat

Anton Christensen
Anton Christensen22. oktober 2026
A group of seven people posing for a formal photo outdoors in front of a large building.

Foto: Dansk Folkeparti — CC BY-SA 2.0

Dansk Folkeparti går til angreb på regeringens kommende lovforslag om at give 2055 udlændinge dansk statsborgerskab. Partiet kræver, at en pakistansk mand bliver fjernet fra listen – efter at have fundet et ti år gammelt Facebook-opslag, hvor manden ifølge DF har støttet en islamisk henrettelse.

DF’s indfødsretsordfører, Mikkel Bjørn, mener ikke, at manden bør få dansk statsborgerskab på den baggrund. “Regeringen bør fratage ham muligheden for at få statsborgerskab. Hvis ikke de er villige til det, må de som minimum være villige til, at vi møder den her mand i øjenhøjde, så vi kan få syn for sagen,” siger Mikkel Bjørn til DR.

Det betyder direkte oversat, at manden vil skulle møde op til en samtale med medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg.

Manden: “Jeg går ikke ind for vold eller drab”

DR har været i kontakt med den pakistanske ansøger, som ikke kan forklare, hvorfor han delte Facebook-opslaget fra 2016. Han afviser dog at have ekstremistiske holdninger.

“Jeg respekterer mennesker af alle religioner, fra alle baggrunde og med alle køn. Jeg går ind for ytringsfrihed, gensidig respekt og fredelig sameksistens,” skriver ansøgeren i en mail til DR.

DF er ikke alene i at stille spørgsmålstegn ved screeningen af statsborgerskabskandidaterne. I sidste uge fandt Liberal Alliance en kvinde, der ifølge partiet flere gange har hyldet Hamas og de tidligere Hamas-ledere Yahya Sinwar og Ismail Haniyeh. Liberal Alliance vil have indkaldt personen til samtale med Indfødsretsudvalget.

Lovforslag fremsættes uden klar screeningsmodel

Det centrale element i debatten om et lovforslag med statsborgerskab til 2055 nye personer har været, om de er blevet tilstrækkeligt undersøgt for antidemokratiske holdninger. Hvert halve år fremsættes der i Folketinget et lovforslag, der tildeler nye personer dansk statsborgerskab efter en ofte langvarig og omfattende ansøgningsproces.

Den seneste tildeling af statsborgerskaber blev udskudt på grund af folketingsvalget i marts. Der skal laves en screening af personerne på lovforslaget for at undersøge, om de har antidemokratiske holdninger. Regeringen er dog endt med at beslutte, at man vil fremsætte lovforslaget, inden en screeningsmodel er klar.

Mest læste