Onsdagens hasteforespørgsel i Folketinget markerede starten på en ny politisk sæson med fuld kraft. De blå partier satte sig for at bruge migrantkrisen i den spanske eksklave Ceuta som våben mod regeringen – både for at presse SSFMR-koalitionen og potentielt splitte den på udlændingepolitikken.
Men det lykkedes ikke. I stedet blev det klart, at De Radikale har accepteret en helt ny virkelighed: Socialdemokratiets udlændingepolitik er nu regeringens politik. Punkt.
Det er en bemærkelsesværdig vending for partiet, som i mere end 25 år har været kendt for at holde et jerngreb om dansk udlændingepolitik. Dengang var det De Radikale, der satte dagsordenen. Nu er rollerne byttet om.
Jernloven i regeringen er simpel: Når der skal træffes beslutninger om udlændingepolitik, er det Socialdemokratiets holdning, der vinder. De Radikale må følge med eller forlade regeringen. De har valgt at blive.
Det betyder ikke, at oppositionen vil holde op med at angribe De Radikale. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti vil næppe miste muligheden til at tordne mod partiet for dets tidligere stramninger på området. Men det ændrer ikke på det faktum, at De Radikale nu må acceptere en politik, som ligger langt fra deres oprindelige værdier.
Debatten onsdag handlede også om EUs emigrantværn. Dansk Folkeparti brugte anledningen til at kritisere EU for ikke at gøre nok for at håndtere migrationskriser. Det er en klassisk DF-strategi: at påpege, at både Danmark og EU ikke gør nok, og at der skal handles hårdere.
Men for De Radikale var budskabet anderledes. Partiet måtte acceptere, at regeringen ikke vil gå længere end Socialdemokratiet tillader. Det betyder, at De Radikale ikke kan påvirke udlændingepolitikken på samme måde, som de gjorde i tidligere regeringer.
Kapitulationen er fuldstændig. De Radikale har ikke længere indflydelse på området, som de engang havde. De er blevet en junior-partner i en regering, hvor Socialdemokratiet sætter tonen på et af de vigtigste politiske områder.
Det rejser spørgsmål om, hvad De Radikale egentlig får ud af at være i regeringen. Hvis partiet ikke kan påvirke udlændingepolitikken, og hvis Socialdemokratiet blot implementerer sin egen politik, hvad er så værdien af at sidde ved regeringsbordet?
For vælgerne kan det være svært at se forskel på De Radikale og Socialdemokratiet på dette område. Og det kan blive et problem for De Radikale på længere sigt, når næste valg nærmer sig.
Onsdagens debat viste også, at oppositionen er klar til at udnytte enhver svaghed i regeringen. De blå partier vil fortsætte med at presse på udlændingepolitikken, og de vil fortsætte med at kritisere De Radikale for at have holdt Danmark i et jerngreb i mere end 25 år.
Men det vigtigste budskab fra onsdag er klart: De Radikale har accepteret at være en passiv partner i regeringen, når det kommer til udlændingepolitik. De har kapituleret fuldstændigt, og det betyder, at Socialdemokratiet nu har frit spil på området.