Nyheden kom som et slag i ansigtet. Søndag valgte Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF) at lægge VM i 2030 til Moskva – og dermed blev IWF som det første olympiske forbund overhovedet til at lægge et VM i Rusland.
For Tina Facius, formand for Dansk Vægtløftning, var reaktionen øjeblikkelig og kontant.
– Jeg var faktisk chokeret. Det føltes som at gå fra 0 til 100 på et splitsekund. Min første tanke var, at det ikke kan være rigtigt. Og så kommer alle de praktiske ting: “Hvad havde de forestillet sig?”, siger hun og fortsætter:
– I Danmark har vi langt hen ad vejen stemt nej til de forandringer, der er lavet i IOC omkring russisk atletdeltagelse, så tanken om at give værtskaber til Rusland lige nu virker helt vanvittigt.
Fra total udelukkelse til VM-værtskab
Baggrunden for Facius’ reaktion skal findes i den drastiske kursændring, der har fundet sted i international sport siden 2022. Da Rusland invaderede Ukraine, anbefalede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) at udelukke russiske og belarusiske hold og atleter fra alle internationale sportsbegivenheder og forbigå landene ved tildeling af værtskaber.
Siden er restriktionerne gradvist blevet lempet. Hen over sommeren ophævede IOC udelukkelsen af Ruslands Olympiske Komité og lod det være op til de enkelte forbund at beslutte, om mesterskaber og arrangementer skal afholdes på russisk jord. Det har IWF som den første olympiske sportsgren valgt at gøre ved at lægge VM om fire år i Moskva.
Det sker, mens dette års VM i disciplinen allerede er i fuld gang – fra tirsdag afholdes mesterskabet i den kinesiske by Ningbo.
Den nordiske stemme står mere og mere alene
Facius erkender, at det idrætspolitiske landskab er ved at forskyde sig. Flere lande bevæger sig i en mere Rusland-venlig retning, mens de nordiske lande holder fast i en hårdere linje.
– Vi må erkende, at den nordiske position står mere og mere alene i det her. Flere lande hælder mod at være mere inkluderende over for Rusland igen. I den nordiske gruppe taler vi om, hvordan vi kan blive mere tydelige om vores position. Der er lang tid til 2030, og vi har før set værtskaber blive tildelt for siden at blive frataget igen, så det må vi se, om vi skal arbejde på her, siger Tina Facius.
Udviklingen i krigen mellem Rusland og Ukraine er svær at spå om. Hun vil derfor endnu ikke spekulere i, om Danmark skal blive væk fra den russiske hovedstad til den tid.
Sikkerheden er første prioritet
Ét er dog klart for Facius: Atleternes sikkerhed vejer tungest. Var VM-værtskabet faldet inden for den nærmeste fremtid, vurderer hun, at situationen ikke ville have været stabil nok til dansk deltagelse.
– Det eneste gode er, at der er lang tid til 2030. Vores overvejelser er altid, at atleterne og udøverne ikke skal være politiske brikker. Så er der sikkerhedsspørgsmålet, som kommer i første række. Vi kender ikke situationen i 2030, men det er vores førsteprioritet, siger hun.
