Et nyt talmateriale udfordrer det grønne image. DR har beregnet, på baggrund af data fra Potsdam Institute for Climate Impact Research, at Danmark hører til de 20 lande, som historisk set har udledt mest CO₂ per indbygger. Siden 1850 har hver dansker i gennemsnit bidraget med 1.131 ton CO₂ — cirka tre gange så meget som verdensgennemsnittet.
Hvor kommer de høje tal fra?
Forskere og eksperter peger først og fremmest på årtiers intensiv brug af kul i energiproduktionen som hovedforklaring. Mikael Skou Andersen, professor ved Aarhus Universitet, vurderer, at fossile brændstoffer gennem store dele af det 20. århundrede har sikret industriel vækst, men også et betydeligt klimaaftryk.
En ulig byrde
Tallene rejser samtidig et skel mellem historiske udledere og de lande, som i dag betaler prisen i form af klimakatastrofer. Analysen viser, at Danmark per indbygger har udledt 15 gange så meget CO₂ som Pakistan — et land, der i 2022 blev hårdt rammet af oversvømmelser. Den uensartede fordeling gør spørgsmålet om ansvar og kompensation akut, ikke mindst når verdens ledere mødes til COP30 i Brasilien.
Finansiering og politisk debat
Danmarks bidrag til international klimafinansiering ligger i øjeblikket omkring otte milliarder kroner årligt. Ifølge Mikael Skou Andersen er det utilstrækkeligt i forhold til landets historiske udledninger, og han mener, beløbet bør være over dobbelt så stort for at afspejle et større ansvar.
Debatten er intens: Mens kritikere efterlyser større økonomiske bidrag og målrettet klimastøtte til de mest sårbare lande, understreger regeringen, at Danmark allerede bidrager betydeligt. Klimaminister Lars Aagaard afviser at øge den aktuelle støtte og peger på, at Danmark giver 0,7 procent af sin velstand i udviklingsbistand — et niveau regeringen ser som ambitiøst.
Moral, politik og fremtidige krav
Sagen berører både politikere og offentligheden. På den ene side er der et krav om handling: større klimafinansiering, omprioritering af udviklingsmidler og klare strategier for at reducere tilbageværende emissioner. På den anden side står politiske prioriteringer, budgetbegrænsninger og diskussioner om, hvordan historisk ansvar skal vejes mod nutidens behov og retfærdighedskrav.
Professor Andreas Rasche fra CBS sætter tonen for mange i debatten: “Vi er ofte hurtige til at kritisere andre lande, men nu er det på tide at kigge os selv i spejlet.” Hans budskab er klart: Viden om historiske udledninger bør føre til konkrete politiske beslutninger, ikke kun symbolpolitik.
Hvad kan Danmark gøre?
Mulige tiltag spænder fra at øge direkte klimabistand til sårbare lande over at støtte teknologioverførsel og klimatilpasning til at presse på for stærkere internationale regler om kompensation. En anden tilgang er at indregne historiske udledninger i nationale klimaforhandlinger for at skabe større gennemsigtighed og ansvarlighed.
Afsluttende perspektiv
De nye beregninger ændrer ikke ved, at Danmark er et grønt foregangsland på flere områder. Men tallene understreger, at fortidens emissioner stadig er relevante i nutidens klimadebat. Spørgsmålet, der nu står tilbage, er politisk og etisk: Er Danmark parat til at betale for sit historiske klimaaftryk — og hvordan skal regningen fordeles?