Kræft rammer mange – men ikke alle. Og spørgsmålet om hvorfor er noget af det, der fylder mest hos både patienter og pårørende. Det spørgsmål sætter cheflæge og kræftforsker Maren Weischer ord på ved et foredrag torsdag den 5. november klokken 19-21 på Aktivitetscenter Sophielund i Hørsholm.
Foredraget bærer titlen “Hvorfor lige mig?” og tager udgangspunkt i en rejse ind i kroppens inderste for at besvare, hvad kræft er, hvordan det opstår, og hvad man selv kan gøre for at mindske risikoen.
Livsstil, gener og tilfældigheder
Rygning, alkohol og solskoldning er velkendte risikofaktorer, men de fortæller langt fra hele historien. Tilfældighedernes spil har nemlig også stor betydning for, hvem der rammes.
Et centralt budskab i foredraget er netop, at kræft ikke er noget, man selv er skyld i. Det er en pointe, der kan have stor betydning for mange, der bærer på skyld eller skam efter en diagnose.
Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til Maren Weischer efter foredraget.
Gratis arrangement – tilmelding kræves
Foredraget er arrangeret af Kræftens Bekæmpelse i Hørsholm og er gratis at deltage i. Man skal dog tilmelde sig inden til Inge Friis Olsen på [email protected].
