Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) inviterede fredag blå blok til forhandlinger om regeringens skatteudspil. På overfladen lyder det som et konstruktivt skridt mod dialog. Men hvis man ser nærmere på indholdet, tegner der sig et andet billede – nemlig et forslag, der minder mere om et dekret end et udgangspunkt for ægte forhandlinger.
Når regeringen præsenterer sit skatteudspil som et fast givet, hvor der efter eget udsagn kun kan flyttes ved kommaer, signalerer den samtidig, at der ikke er plads til reelle kompromisser. Det sætter et fundamentalt spørgsmålstegn ved, hvad forhandlinger i denne sammenhæng overhovedet skal føre til.
Det paradoksale ved hele situationen er, at regeringens forslag faktisk indeholder en række foranstaltninger, som traditionelt skulle være musikk i ørerne på blå blok: en reduktion af selskabsskatten, en sænkelse af mellemskatten og afskaffelsen af den såkaldte top-topskat. Sådanne initiativer ville normalt være stof, som skulle skabe grobund for konstruktiv dialog mellem regering og opposition.
Men når gaverne kommer pakket ind i en rigidt formuleret pakke uden mulighed for justering eller tilpasning til blå bloks prioriteter, bliver proceduren omvendt til at være en barriere for samarbejde i stedet for en invitation til det.
Spørgsmålet bliver således, hvad formålet med invitationen til forhandlinger egentlig er. Hvis regeringen ikke er villig til at lytte til indvendinger eller åbne for ændringer, kan man stille spørgsmålstegn ved, om dette er en ægte forhandlingssituation eller blot en ceremoniel handling uden reel substans.
Den røde regering har på denne måde skabt en situation, hvor blå blok stilles over for et valg: enten acceptere pakken uden ændringer, eller afvise den helt. Der er ingen tredje vej – og det er netop det, der gør, at regeringens tilbud most af alt ligner et dekret snarere end et udgangspunkt for ægte forhandlinger.