Nøglerne til Justitsministeriet er afleveret, men for Peter Hummelgaard følger der meget mere end bare juridisk ansvar med i pakken. Da Mette Frederiksen valgte at placere ham på en af landets mest profilerede poster, satte hun samtidig gang i en bølge af rygter og interne spændinger hos Socialdemokraterne.
Regeringen sidder tungt på magten, men det betyder ikke, at der er ro på de indre linjer. Udnævnelsen bliver i brede kredse læst som et klart signal: Peter Hummelgaard er Mette Frederiksens udvalgte kronprins. Men i dansk politik er vejen mod toppen sjældent snorlige, og for Hummelgaard kan de kommende år blive de sværeste i hans karriere.
En post med indbygget modvind
Som justitsminister står Peter Hummelgaard med det øverste ansvar for landets retspolitik. Det betyder, at han skal lægge ansigt til mærkbare stramninger og komplicerede lovforslag – emner, der før har skabt dybe rynker i panden hos det socialdemokratiske bagland. Når kursen udfordrer de klassiske værdier, er det nemlig ofte justitsministeren, der står for skud.
Politisk kommentator Helle Ib vurderer over for POV, at Hummelgaard står over for en gigantisk udfordring. Hver eneste beslutning vil nu blive set gennem et skarpt filter: Er det her god retspolitik, eller handler det i virkeligheden om at køre sig selv i stilling til den dag, Mette Frederiksen takker af?
Den konstante overvågning gør ham sårbar. Det er en svaghed, som både interne og eksterne modstandere kan udnytte. Selv tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har lagt mærke til den nye dynamik i partiet og peger på de strategiske fordele, Hummelgaard nu har fået.
“Hummelgaard har fået et forspring i kampen om arvefølgen,” lyder vurderingen fra den tidligere statsminister. Og den udmelding har kun givet mere benzin til bålet i de interne diskussioner om magtfordelingen.
Skyggen fra Bjarne Corydon
Historien skræmmer i Socialdemokratiet. Partiet har før set, hvordan en stærk minister på en tung post kan ende med at splitte rækkerne. Navnet Bjarne Corydon kan stadig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange i partiorganisationen. Hans tid som finansminister var præget af reformer, der slog skår i forholdet mellem ledelsen og de klassiske vælgergrupper.
Frygten blandt visse socialdemokrater er, at Peter Hummelgaard ender i en lignende situation. Hvis han bliver tvunget til at gennemføre tiltag, der virker for teknokratiske eller går imod baglandets retsfølelse, kan det koste dyrt på opbakningen. Sker det, bliver vejen til formandsposten pludselig meget stejl.
Det er her, dilemmaet bliver tydeligt. For at være en succesfuld minister skal han levere resultater, og det kræver ofte kompromiser og en hård hånd. Men for at blive en populær partiformand skal han have sit bagland med sig. Det er en balancegang på en knivsæg, hvor selv små fejltrin kan blive kostbare.
Magtkampen er skudt i gang
Selvom der officielt ikke er udskrevet noget formandsvalg, er alle i gang med at finde deres pladser. Udnævnelsen af Hummelgaard har skabt en situation, hvor andre potentielle kandidater er tvunget til at markere sig. Det skaber en elektrisk stemning, som kan gøre det daglige politiske arbejde endnu mere komplekst.
Hver eneste fejl i ministeriet risikerer at blive blæst op. Hver eneste sag, der ikke falder heldigt ud, kan blive brugt som ammunition i den ulmende magtkamp. Det handler ikke længere kun om paragraffer; det handler om den ultimative magt i dansk politik.
Som situationen er nu, er Peter Hummelgaard både en af de mest magtfulde og en af de mest udsatte ministre. Han har fået en nøglepost, men prisen kan vise sig at være højere, end han først antog.
“Kampen handler nemlig ikke kun om ministeriet,” konstateres det i analysen af den nuværende situation. Hummelgaard skal bevise, at han kan styre et af landets tungeste områder, samtidig med at han holder sammen på et parti, hvor arvefølgen er blevet det helt store samtaleemne.