Anklagen mod Israel kom hurtigt efter octubre-terroren. Dagen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, hvor terrorister stadig kæmpede mod israelske militærbaser og kibbutzer i landsdelen, var verden rystet over omfanget og bestialiteten. Unge israelske festivalgæster og hele familier var blevet tortureret, henrettet og brændt.
Men næsten parallelt med grædefesten over ofre begyndte anklagerne. Menneskerettighedsorganisationer, politikere og aktivister skyndte sig at påpege krigens påfølgende tab blandt palæstinensiske civile. Og før længe blev ordet “folkedrab” slynget rundt som et argument for at retsforfølge den israelske ledelse.
Ifølge nylige målinger har omkring 60 procent af danskerne konkluderet, at Israel begår folkedrab. Det er et væsentligt tal, der viser hvor dybt tankegangen har vundet indpas i den danske opinion. Men bag ved denne udbredte overbevisning lurer en afgørende juridisk udfordring, som få ønsker at diskutere.
Folkedrabskonventionen fra 1948 har en præcis definition. For at kvalificere som folkedrab kræves der bevis for hensigt – nemlig specifik hensigt om at udrydde helt eller delvis en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Denne hensigt er blandt det sværeste at bevise i international strafferet.
Kritikere af Israel-anklagen påpeger, at der ikke foreligger dokumentation for sådan en bevislig hensigt fra israelsk side. Bombekampagner, selv når de rammer civile, kvalificerer ikke automatisk som folkedrab uden denne specifik forsæt. At forsvare sig mod en fjende, der opererer blandt civile befolkning, resulterer desværre ofte i civile ofre – men det gør ikke operationen til folkedrab ifølge den etablerede juridiske standard.
Problemet opstår når definitioner omfortolkes eller udvandes for at passe til en politisk dagsorden. Hvis verden begynder at omskrive folkedrabsbegrebet for at ramme Israel, åbner vi døren til at samme logik kan bruges mod andre – eller endda mod minoriteter verden over. Det er her den antisemitiske fælde ligger: når standarder ændres selektivt for at træffe én nation, mens andre får friere tøjler.
Debatten om krigsforbrydelser og humanitær ret er vigtig og berettiget. Der kan være tale om krigsforbrydelser uden at det er folkedrab. International strafferet har mange redskaber til at holde krigförende parter ansvarlige. Men hvis vi løst omdefiner folkedrab som “massiv død blandt civile” uden at undersøge intentionen bag, svækker vi begrebet og mister mulighed for at dømme virkelige tilfælde af planlagt genocide på samme måde.
Det er netop denne juridiske nedsmeltning, som bekymrer retslærde verden over. Ikke fordi de forsvarer krigsforbrydelser, men fordi de er klar over, hvad der sker når internationale konventioner bliver politiske værktøjer i stedet for juridiske garanti.