Andreas Bo forsvarer ‘Alle elsker Rasmus’-deltagere: Der er intet ondskabsfuldt i dem

Anton B. Christensen

Komikeren Andreas Bo Pedersen mener, at de 149 medvirkende i ‘Alle elsker Rasmus’ bliver gjort til syndebukke for en usund tendens i tv-branchen.

Komikeren Andreas Bo Pedersen tager de medvirkende i det kritiserede TV 2-program ‘Alle elsker Rasmus’ i forsvar. Han mener, at de 149 deltagere bliver gjort til syndebukke for en tendens, som hele tv-branchen har del i.

»Jeg kender alle dem, som har lavet det her, og der er intet ondskabsfuldt i dem,« siger han til B.T. mandag eftermiddag.

Det sker, efter at han søndag delte et kryptisk opslag på sin Instagram-profil med en indirekte kritik af branchen.

Seerne får det, de klikker på

Ifølge Andreas Bo Pedersen handler sagen om opmærksomhed. Han mener, at TV 2 blot har ramt den forkerte timing.

Han peger på, at seerne synes, det er sjovt at se en person blive ført bag lyset, tabe kontrollen eller være til grin uden at vide det.

»Altså, jeg er simpelthen nødt til at sige, at I får alle de politikere, I vælger, og I får det lort, som flest klikker ind på. Det her handler om opmærksomhed. Det eneste, TV 2 i den her sammenhæng har gjort, er, at de har ramt den forkerte timing,« siger han.

Redaktørerne følger tallene

Komikeren mener, at forbrugere, kunstnere og redaktioner kollektivt er blevet enige om at gå i en forkert retning. Efterfølgende dulmer man den dårlige samvittighed ved at pege fingre ad de medvirkende, siger han til B.T.

Han håber, at han selv ville have haft rygraden til at sige nej. Men når en hel flok bevæger sig i samme retning, er det ifølge ham svært at være den, der foreslår at vende om.

Han synes desuden, at ansvaret for indholdet i for høj grad bliver lagt på redaktørerne frem for på kunstnerne. Redaktøren refererer nemlig ikke til sit sind eller sine evner, men til tal, algoritmer, hvad der vises på andre kanaler, og hvor hårdt der skal klippes for at passe til kanalen, forklarer han.

Svært at sælge noget nyt

På spørgsmålet om, hvorvidt Martin Johannes Larsen, der har været med til at skabe programmet, ikke er en del af problemet, svarer Andreas Bo Pedersen, at nogen først skal have sagt, at de gerne vil arbejde videre med idéen. Han forklarer, at det i dag er svært at sælge programmer ind til tv-selskaberne, hvis de ikke allerede har kørt i udlandet.

Han vil vædde på, at idéen om skjult kamera i fire måneder er blevet fremlagt med henvisning til to eller tre internationale programmer, hvor det er forsøgt. Ellers var det ikke blevet godkendt, mener han. Ifølge ham er der ingen hos TV 2 eller DR, der tør lave noget, som ikke er afprøvet et andet sted.

Om de medvirkende siger han, at de i den grad bliver gjort til syndebukke. Han mener dog også, at deltagerne må stå ved, at de sagde ja, fordi de troede, det var en sjov idé. De kendte må ifølge ham lære at vurdere, om de selv kan lide en idé, i stedet for at tilmelde sig, fordi andre fede navne er med.

Til spørgsmålet om, at han med opslaget selv flytter opmærksomheden hen på sig selv, svarer han, at han er en del af branchen, og at det ikke handler om ham, men om den branche, han forsøger at forsvare.

Mest læste