Onsdags landede en ny tyrkisk serie på Prime Video, som under normale omstændigheder næppe ville få meget opmærksomhed på disse breddegrader. Men ‘Castle Walls’ er ikke som alle andre serier. Det er nemlig den første længere AI-genererede serie, der får premiere på en stor streamingtjeneste.
Serien består af to afsnit på hver 17 minutter og handler om kampen om den sagnomspundne fæstning Alamut, som blev populær gennem videospillet ‘Assassin’s Creed Mirage’. Bag produktionen står det velansete tyrkiske selskab Ay Yapim, som tidligere har vundet internationale Emmy’er for serier som ‘Endless Love’ og ‘Family Secrets’ og har været central i den seneste tids eksplosive vækst af tyrkiske serier på verdensmarkedet.
Nu går de altså forrest i film- og tv-industriens uundgåelige møde med kunstig intelligens.
Mennesker bag hver eneste beslutning
Ay Yapim understreger, at ‘Castle Walls’ er drevet af mennesker. Karakterdesignene er skitseret af mennesker, manuskriptet er skrevet af Kerem Deren og Cisil Hazal Tenim – begge erfarne fra talrige tyrkiske serier – og rigtige skuespillere har lagt stemmer til karaktererne.
Herfra og derimellem har AI båret produktionen. Chat GPT til at udvikle de kreative ideer, selskabets eget AI Yapim Storyboard til at designe skuddene, Midjourney til at udfolde det visuelle, og en række andre værktøjer som Runway, Google Nano Banana, Veo, Topaz, Kling og ComfyUI til at skabe de levende billeder.
Selskabet understreger også, at man udelukkende har baseret serien på Ay Yapims eget arkiv – materiale de har rettighederne til. Det er værd at bemærke i denne tidlige AI-æra, hvor rettighedstvister er blevet en kæmpe og uoverskuelig udfordring, som de kreative fagforeninger forståeligt nok er intenst fokuseret på.
Flot uden at feje benene væk
Så ser ‘Castle Walls’ ægte og overbevisende ud? Ja og nej. Serien er ganske flot uden at være særlig imponerende. Serieskaberne forklarer selv, at første og andet afsnit er lavet på to forskellige måder, fordi AI-teknologien udvikler sig så hurtigt – og det kan man godt se.
Den computerspilsagtige kunstighed, der præger flere af hovedpersonernes ansigter i første afsnit, er markant forbedret i andet. Selv der får man dog fornemmelsen af at overvære en meget avanceret udgave af rotoscoping-teknikken, som man kender fra Richard Linklaters ‘Waking Life’ og ‘A Scanner Darkly’.
Integrationen af karaktererne i ørkenlandskaberne giver derudover nogenlunde samme effekt som ved dårlig greenscreen-CGI: Forgrund og baggrund eksisterer i to forskellige verdener. Billederne bæres også af den tykke farvemætning, som man ser i meget AI-indhold – et forsøg på at fremmane en taktil hi-res-følelse, men som ofte giver fornemmelsen af overdrevet virkelighedsforvrængning.
Der er dog en imponerende detaljerigdom i både nærbilleder af rynker og porer i ansigterne, i det rigt ornamenterede slot og i totalbilledernes dybder. Holder man æstetikken op mod de episke serier, ‘Castle Walls’ i teorien skal konkurrere mod, er serien kort sagt ikke bemærkelsesværdig i hverken den negative eller positive forstand.
Det vigtigste spørgsmål
Men hvorvidt serien ser ægte ud, er faktisk det mindst interessante spørgsmål. I stedet bør man rejse det spørgsmål, man ville stille til enhver menneskeskabt serie: Er den god?
Her er svaret helt entydigt: Nej.
Historien er nærmest uforståelig. Guvernøren af Alamut kommer ridende ind i fortet efter en måneds fravær, hvor han konfronteres med en mystisk mand, Hassan-i Sabbah, der overtager magten uden større drama. Derefter hives en tredje mand, Azazel, op af borgens fangehul og gøres til Hassans førende kriger, før de sammen forsvarer fæstningen mod sultanens angreb.
Det er i hvert fald nogenlunde sådan, man kan stykke fortællingen sammen, men denne opsummering foregiver en sammenhæng og narrativ logik, som slet ikke er til stede i praksis. Hassan og Azazel fører højstemte samtaler, som havde man fulgt dem i et tre timer langt epos, mens den ene scene klæbes til den næste, som forsøgte man at presse brikker sammen fra vidt forskellige puslespil. Det er som at se en 34 minutter lang trailer.
Det paradoksale her er, at det er det menneskelige aftryk, der gør ‘Castle Walls’ håbløs. Deren og Tenims manuskript er en floskuløs stinker uden greb om karakterer, plot, overgange eller miljøskildring. Historien er så klodset skruet sammen som en 13-årigs folkeskoleforsøg, tilsat overdrevent pæne billeder. Det får Netflix-floppet ‘Rebel Moon’ til at ligne et studie i storytelling.
Hastighed pirrer dovenskab
Film er den mest praktisk besværlige, dyre og tidskrævende kunstform. Det er svært at tænke andet, end at vi kommer til et punkt, hvor kunstig intelligens er blevet så dygtig og kraftfuld, at store dele af film og tv vil være båret af syntetiske billeder.
Den økonomiske og praktiske fordel er potentielt så stor, at selskaberne umuligt kan modstå den, uanset hvor meget det kreative miljø forståeligt nok vrider sig. Verdens Nolans og Villeneuves vil stadig sværge til praktiske effekter, men det er nok naivt at forestille sig, at store dele af fremtidens ‘Game of Thrones’ ikke er skabt af AI.
Allerede i dag laver streamingtjenesterne mange vanvittigt dårlige serier, som det har taget årevis at producere. Skrive, storyboarde, locationscoute, set-opbygge, caste, øve, makeuppe, kostumedesigne, lyssætte, indspille, klippe. Men ‘Castle Walls’ understreger en vigtig pointe om AI: Det har aldrig været så let at lave noget lort.
Hastigheden pirrer en menneskelig dovenskab i produktionen. Når film og serier bliver vellykkede, er det ofte, fordi ethvert lille valg er blevet overvejet og genovervejet igennem de mange forskellige faser fra udvikling til manus, præproduktion, optagelser og postproduktion. Productiondesigneren stiller konstruktive spørgsmål til instruktørens ideer, fotografen finder en ny vinkel, et magisk øjeblik opstår mellem to skuespillere på settet. Enhver scene kræver intenst fokus fra alle involverede.
Alt det ryger med AI’s uvirkelige hurtighed. Outputtet er på én gang gennemkontrolleret og uden nogen bund af valg, fravalg og procesbåret refleksion.
Hvad mennesker ønsker sig
Folk ser serier og film for gribende fortællinger, fængende figurer, spændende miljøer, interessante temaer og overraskende plotudviklinger. Ingen af delene er til stede i ‘Castle Walls’.
Den dag skal nok komme, hvor et genialt filmtalent bruger AI til at skabe et helt nyt og overraskende kunstnerisk udtryk. Den dag skal nok komme, hvor mange af de generiske film og serier, underholdningsindustrien altid har været spækket med, vil være kørt gennem AI-maskinen frem for månedlange produktionsforløb.
Ny teknologi bliver først rigtigt revolutionerende, når vi holder op med at tale om den. Når den bare er en sømløst integreret del af de værktøjer, vi bruger til at skabe nye former med.
AI er muligvis den største teknologiske revolution gennem tiderne, men kunstnerisk set minder ‘Castle Walls’ os om, at det som al anden teknologi blot er et instrument, som kan blive brugt godt eller dårligt, afhængigt af menneskene bag. At dømme efter de første eksperimenter er AI lige nu bedre til at mashe fodboldstjerner med Harry Potter-karakterer og få Donald Trump til at se sund ud end at skabe overbevisende seriedrama.