Russell Brand har under den lange og meget omtalte retssag om voldtægt og seksuelle overgreb holdt online bønnemøder med sine følgere. Det rejser et spørgsmål, som kun han selv kan svare på: Er hans nyfundne kristendom oprigtig, eller bruges den til at aflede opmærksomheden fra de alvorlige anklager? Det skriver The Guardian.
Fra Hare Krishna til Bibelen
Mistroen er let at forstå. Brand har det meste af sin karriere haft ry som hell-raiser, altså en, der skaber postyr og fester løs. Og da spiritualiteten først kaldte, var det de østlige traditioner, buddhisme og Hare Krishna-bevægelsen, der fangede hans interesse.
Hans synlige fromhed har af og til virket nærmest farceagtig. I et interview med Piers Morgan i april gik et øjeblik viralt: Brand blev bedt om at citere fra den Bibel, han havde med, og som han også tog med i vidneskranken i Southwark Crown Court. Han bladrede hjælpeløst rundt i over et minut. Det er en livslang rejse at lære skrifterne at kende, men for skeptikere var scenen et bevis på en kalkuleret rebranding frem for en åndelig genfødsel.
Ravi Holy, præst i Trinity Benefice i Folkestone, havde som tidligere standup-komiker længe hørt rygter om Brands rovdyrsadfærd. Han hørte også, at Brand færdedes i evangelikale kredse, år før han gik offentligt ud. Holy peger på et bibelvers, hvor Paulus siger, at nogle prædiker Kristus af rette motiver og andre af forfængelighed, men at det er lige meget, bare Kristus bliver prædiket. Det kunne nogle sige om Brand, mener Holy, men han ser det ikke sådan. Han er interesseret i motiverne hos mennesket selv.
Kristendom som kampplads
Maria Power, ekspert i kristen nationalisme ved University of Oxford, kan ikke afgøre, om Brand har haft en personlig omvendelse. Men hun kalder hans fremgangsmåde meget performativ, og hendes vurdering er, at hans dåb i Themsen i 2024 passede til den slags tilegnelse af kristendommen, man kunne forvente. Hun siger:
“I’m not saying Russell Brand is part of a Christian nationalist movement, but he’s certainly manipulating its power to try and gain support for himself.”
Kristen nationalisme betyder groft sagt, at kristendom og national politik flettes sammen. Ifølge Power har fænomenet en 800 år lang europæisk historie, og i dag appellerer det til en søgen efter mening i en usikker tid. I USA har populister, konspirationsteoretikere og manosphere-influencers brugt kristendommen til at styrke deres personlige brands. Samtidig har velmenende podcastere givet troen ny relevans for folk, der søger mening. Pave Leo XIV og ærkebiskoppen af Canterbury, Sarah Mullally, taler for en teologi om social retfærdighed.
I Storbritannien beskriver Power den kristne nationalisme som resultatet af velfinansierede forsøg fra rige evangelikale og såkaldt post-liberale ideologer på at blande kristen samfundstænkning med politik. Det er ifølge hende en kamp om magt og ikke en græsrodsbevægelse. Landets rigeste anglikanske kirke, Holy Trinity Brompton (HTB), og dens Alpha-kurser har introduceret millioner af mennesker til grundlæggende kristne principper. Bear Grylls, der hjalp til ved Brands dåb i Themsen, har rost HTB som fuld af kærlighed og accept. Milliardæren Paul Marshall, ejer af Spectator og medejer af GB News, har givet HTB og Church Revitalisation Trust 13 millioner pund via sin Sequoia Trust.
Tilgivelse uden at glemme retfærdighed
Over for sine følgere, som ser sig selv som sandhedssøgende, fremstår Brand som en dissident martyr. Samtidig bliver han budt velkommen af nogle fremtrædende kristne som en kendt konvertit. Nogle af dem håber, at hans forståelse af kristendommen vil udvikle sig.
Arun Arora, biskop af Kirkstall, har været tydelig om truslen fra kristne nationalister, der bruger kristne symboler til at fremme nativistisk autoritarisme. Alligevel advarer han mod at kigge ind i menneskers sjæle, og han glæder sig, når folk finder troen, uanset hvem de er. Han påpeger, at det ikke er usædvanligt at opdage troen i en personlig krise, og at kendte i den henseende ikke adskiller sig fra andre. Han forstår dog, at folk ser på Brands og Tommy Robinsons ydre religiøsitet med en vis cynisme. Robinsons rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon.
Nick Spencer, senior fellow ved den kristne tænketank Theos, peger på spændingen mellem retfærdighed og barmhjertighed. Hvis Brand siger, at han var dybt umoralsk over for kvinder og sex, og at han angrer som kristen, er det godt. Men han understreger:
“There is this ongoing tension, because you want to affirm a sense of grace, a sense of forgiveness, of repentance and a new life, without ignoring the claims of justice.”
Ravi Holy håber, at en ægte omvendelse får Brand til at se i øjnene, hvad kvinderne har været igennem, og at han undskylder offentligt og tilstår. Holy tror på forløsning, hvis angeren er ægte, men siger, at han ikke særlig tydeligt ser det her. At tilgivelse er en del af kristendommen, betyder ifølge ham ikke, at man trækker på skuldrene, når en person med alvorlige forbrydelser bag sig bliver kristen.