Velspillet, men ulige krimi
Den svenske Netflix-serie ‘Blodoffer’ fra George Kay, som tidligere har skabt ‘Lupin’ og ‘Hijack’, følger efterforskeren Thomas Berg, der skal opklare en brutalt dobbeltsag med to dræbte politibetjente i Stockholm. Det er en velspillet og semispændende nordisk noir, der dog også trækkes ned af klassiske klichéer og fortællermæssige svagheder.
Præmissen har potentiale: en seriemordet slår til gang på gang, presset stiger på Thomas og hans taskforce, og medierne holder øje. Samtidig må Thomas håndtere politiforbundets bekymringer over politiets mentale helbred. Alt for meget på én gang for en efterforsker, der næsten kommer til at drukne i sit arbejde.
Løsningen kommer fra en uventet kant: Thomas’ pensionerede far, Alfred, tidligere højtstillet politimand. Alfred har erfaringen og overblikket, som Thomas mangler – men deres forhold er ødelagt af alkoholisme og negligering. For at stoppe morderen må de lægge deres gamle konflikt til side og arbejde sammen.
Mundant mordmysterium
Som nordisk noir følger ‘Blodoffer’ alle reglerne: den trøstesløse æstetik, det menneskelige fokus på politistyrken, den komplekse hovedperson, der balancerer familie og arbejde. Men selve kriminallysterien er seriens største svaghed. Opklaringen trækkes i langdrag med gentagne overvågningsbilleder, lydoptagelser og gerningssteder. Publikum mister hurtigt interessen, og flere karaktertræk virker ulogiske og svære at forstå.
De senere afsnit container dog et tiltrængt spændingsløft, som gør det svært ikke at blive revet med. Men det er ikke nok til at redde den træge midterserie.
Kemien mellem far og søn løfter hele serien
Hvad der virkelig bærer ‘Blodoffer’, er forholdet mellem Thomas og Alfred. Jakob Oftebro og Peter Andersson har en bemærkelsesværdig kemi, som løfter serien markant. Thomas afskyr på overfladen sin fars upolerede og grænsesøgende facon – men efterhånden bliver det klart, at han selv gemmer på de samme tvivlsomme kvaliteter, både som efterforsker og som far.
Forholdet havde fortjent at blive pakket yderligere ud, men det er uden tvivl seriens stærkeste kort. Det er i disse øjeblikke, serien finder sin sjæl og minder om, hvad nordisk noir kan være, når menneskelighedeni står i fokus.
Værd at se – men ikke perfekt
En karakters kommentar i første afsnit rammer præcis: »Den er ikke perfekt, men den er værd at se«. ‘Blodoffer’ er præcis det. Serien glimrer i sine øjeblikke af menneskelig dybde, men halter i sit mordmysterium. Jakob Oftebro og Peter Anderssons præstationer løfter den over gennemsnittet, men en bedre plot ville have gjort hele pakken til noget virkelig særligt.