Sprængning ødelægger indgangsparti i Hundige

Lars Christensen

En kraftig eksplosion ødelagde natten til lørdag et indgangsparti ved et etagebyggeri i Hundige i Greve Kommune. Ingen kom til skade, men politiet har fået assistance fra blandt andet Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD).

Klokken 03.24 natten til lørdag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en eksplosion ved en lejlighedsopgang i Hundige i Greve Kommune. Sprængningen var så kraftig, at hele indgangspartiet ved etagebyggeriet blev sprængt i stykker og ødelagt.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen, oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi lørdag morgen.

“Klokken 03.24 modtager vi en anmeldelse om en sprængning i Greve. Det er sket ud for en opgang. Hele indgangspartiet er sprængt i stykker,” siger Boye Rasmussen.

Krysantemumbombe kan være brugt

Politiet afspærrede området omkring etagebyggeriet, der ligger ved vejene Grøftehuset og Dalhuset i Hundige. Området er blevet undersøgt med hundepatruljer.

Gerningspersonen eller -personerne har muligvis benyttet en krysantemumbombe, lyder det fra vagtchefen.

Midt- og Vestsjællands Politi har desuden fået assistance fra Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) i forbindelse med efterforskningen.

“Der er forskellige eksterne eksperter til stede,” siger Boye Rasmussen.

Ikke første gang i området

Politiet har ifølge vagtchefen tidligere oplevet lignende hændelser i området.

Det er endnu uvist, om de forskellige episoder har nogen indbyrdes sammenhæng, og vagtchefen har ingen formodning om, hvem der kan stå bag lørdagens sprængning.

Mest læste