Knivstukket mand fandt tilflugt i 7-Eleven: Politiet leder efter to teenagere

Anton B. Christensen29. oktober 2026

En 27-årig mand blev sent onsdag aften overfaldet og stukket med kniv på Ulrikkenborg Plads i Lyngby. Manden søgte tilflugt i en nærliggende 7-Eleven, hvorfra overfaldet blev anmeldt. Nu leder Nordsjællands Politi efter to drenge på 15-16 år.

Sent onsdag aften modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om et knivoverfald i centrum af Lyngby. En 27-årig mand var blevet angrebet på Ulrikkenborg Plads og havde søgt tilflugt i en nærliggende 7-Eleven, hvorfra anmeldelsen kom ind klokken 23.20.

Manden er efterfølgende kørt på hospitalet, men er uden for livsfare.

– Vi fik en anmeldelse klokken 23.20 om en mand, der blødte fra øjenbrynet og var stukket med en kniv over øjet, siger David Buch, vagtchef ved Nordsjællands Politi, natten til torsdag.

To unge drenge på flugt

Politiet leder efter to gerningspersoner, der forlod stedet på enten en knallert eller motorcykel. Signalementet beskriver to drenge på omkring 15-16 år.

– Vi har et signalement på to gerningspersoner, som skulle være to drenge på 15-16 år med mellemøstligt udseende. De er kørt derfra på enten knallert eller motorcykel i ukendt retning, siger David Buch.

– Vi er interesserede i at høre fra folk, der har set det, siger David Buch.

Ikke banderelateret

Nordsjællands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om et muligt motiv for overfaldet. Vagtchef David Buch understreger dog, at politiet ikke vurderer hændelsen som banderelateret.

Politiet er ifølge David Buch natten til torsdag i gang med at indhente overvågning og undersøge forskellige efterforskningsspor.

Mest læste

Knivstukket mand fandt tilflugt i 7-Eleven: Politiet leder efter to teenagere - Opdateret