Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
Som nyvalgt medlem af Seniorrådet anerkender jeg fuldt ud, at kommunalbestyrelsen i budgetaftalen for 2027-2030 afsætter 2,5 millioner kroner årligt til kommunens plejecentre. Det er et yderst tiltrængt løft til mere aktivitet og fællesskab.
Men investeringen er desværre kun en halv løsning.
En stor gruppe overses
Sådan som budgetaftalen må forstås, er de nye midler udelukkende målrettet plejecentrenes egne beboere. Dermed efterlades en stor og mindst lige så sårbar gruppe uden for rækkevidde: de svageste ældre, som bor i eget hjem og er visiteret til hjemmepleje.
Uden klare rammer og reelle transportmuligheder vil de nye aktivitetstilbud i praksis udelukkende gavne dem, der allerede bor på plejecentrene. De mest isolerede borgere får ingenting.
Konsekvensen er klar: De svageste overlades til ensomhed. Et aktivitetsløft skal være retfærdigt og ligeværdigt – ikke forbeholdt dem, der i forvejen har et fællesskab tæt ved.
Kommunen har en pligt
Ifølge Ældrelovens § 7 har kommunen pligt til at samarbejde med civilsamfundet.
Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre det politiske udvalg til at sikre de nødvendige transportløsninger og indlede et tæt samarbejde med lokale foreninger og frivillige organisationer.
Borgere i hjemmeplejen har nøjagtig den samme ret til at være en del af fællesskabet som alle andre. Det bør budgettet afspejle.