Samfundets dobbeltmoral omkring døden
Vi lever i et samfund, der regulerer næsten alt, hvad der vedrører sårbare mennesker. Sundhedspersonale skal have autorisationer. Socialarbejdere skal have uddannelse. Børnepasere skal have certifikater. Men når mennesker skal ud af verden, er det en helt anden historie.
Det er denne ubalance, som et debatindlæg nu bringer på banen. Forfatteren påpeger en påfaldende kontrast: Vi omgiver fødslen med omhu og professionelle krav, men når det kommer til død og bisættelse, lader vi branchen operere uden krav om statsautorisation eller egentlig regulering.
“På stort set alle andre områder kræver det autorisation at have med sårbare mennesker at gøre, men lige når det gælder det sidste farvel, er det wild west,” lyder det i indlægget.
Alvorlige sager uden konsekvenser
Kritikken føres ikke alene på teoretisk grund. Debattanten refererer til konkrete sager, hvor bedemandsfirmaer har fejlet grovt – blandt andet tilfælde, hvor kister ikke er dukket op til selve bisættelsen. Forestil dig sorgen og skuffelsen for en familie, der møder op til at sige farvel til en afdød, kun for at opdage, at kisten slet ikke ankommer.
Sådanne episoder burde udløse konsekvenser og skabe debat om branchen. Men uden statsautorisation og tydelige kvalitetsstandarder har berørte familier få muligheder for at få oprejsning eller sikre, at det ikke gentager sig.
Den manglende regulering betyder også, at der ingen sikkerhed er for, at bedemandsbranchen opererer efter ensartede standarder for behandling af afdøde, kommunikation med pårørende eller logistik omkring ceremonier.
Værdighed bør være et samfundsanliggende
Når mennesker dør, befinder de og deres familier sig i en særlig sårbar tilstand. Sorg, tab og rituelle behov gør sig gældende. Det sidste møde med en afdød bør ske under værdighedfulde og sikre forhold – ikke afhængig af, hvor skrupelørigt eller amatørmæssigt det bedemandsfirma fungerer, som familien er endt med at kontakte.
Indlægget argumenterer derfor for, at staten bør gribe ind og indføre autorisation af bedemandsfaget – præcis som for så mange andre erhverv, der håndterer mennesker i sårbare situationer. Det ville sikre minimumsstandarder for uddannelse, etik, økonomi og praktisk håndtering af de afdøde.
Uden sådan en regulering fortsætter samfundets dobbeltmoral: Vi værner hver eneste skråle under fødslen, men overlader afskeden til markedsmagterne.