AI kan få større betydning for filmindustrien end CGI. Det mener David Ellison, CEO i Paramount Skydance, som under selskabets seneste regnskabsopkald blev spurgt om virksomhedens syn på AI.
Ellison sammenlignede teknologien med den store omvæltning, der kom med CGI og digitale composites i begyndelsen af 90’erne. Han fremhævede Jurassic Park og Terminator 2 som eksempler på historier, den teknologi var med til at skabe.
Ifølge The Verge sagde han, at AI har potentialet til at blive “the biggest creative unlock in modern history”. Han tilføjede, at det er svært at forestille sig, at AI ikke får en mere markant effekt end CGI.
Budgetterne er ofte for store
Som eksempel pegede Ellison på Terminator, der kostede 4 millioner dollar at lave. Skulle man lave filmen skud for skud i dag, ville regningen ifølge ham lyde på 60 til 70 millioner dollar.
Her kan AI komme ind i billedet. Ellison forklarede, at værktøjerne efter hans og selskabets opfattelse kan gøre budgetterne mere overkommelige og dermed gøre det lettere at løbe en risiko.
Det skal give plads til mere originalt fortalt indhold, mener han. Han kalder det en utrolig frigørelse af kreativiteten.
Egne AI-værktøjer og værdien af håndværk
Paramount Skydance har udviklet sine egne AI-værktøjer, og Ellison forventer, at teknologien betydeligt vil omforme virksomheden. Indhold bliver lettere at producere, projekter på tværs af organisationen går hurtigere, og arbejdsmåden ændrer sig, lyder det fra ham.
Han mener desuden, at det gør værdien af premium-IP og live-begivenheder større, ikke mindre. Og han peger på, at der i en verden med masser af AI-sjusk altid vil være en merpris for virkelig håndlavet historiefortælling.
Ellison lagde samtidig vægt på, at AI ikke skal tage kunstnernes plads. “We also continue to believe that artificial intelligence is a tool for artists and will never be a replacement for them.”
