Der bliver skiftet ud ved verdens mægtigste bord i 2027. Onsdag satte FN’s Generalforsamling navne på de lande, der skal med ind bag de lukkede døre i Sikkerhedsrådet i New York. Resultatet er nu på plads: Østrig, Portugal, Zimbabwe og østaten Trinidad og Tobago er valgt ind for en toårig periode.
For de danske diplomater betyder det, at en intens tid lakker mod enden. Danmark sidder i rådet i 2025 og 2026, men når vi rammer 2027, skal pladserne gives videre til kollegerne fra Østrig og Portugal. Det samme gælder for Grækenland, der også må forlade det fine selskab ved årsskiftet til 2027.
En kompleks magtbalance
Sikkerhedsrådet er det eneste sted i FN, hvor beslutningerne faktisk binder medlemslandene juridisk. Det er her, man vedtager sanktioner, godkender militære indsatser og sender fredsbevarende styrker ud i verden. Men rådet er også låst fast i en struktur, der ikke har ændret sig meget siden 1945.
Rådet består af i alt 15 medlemmer, men de er langt fra ligestillede. Reglerne er faste:
- Fem lande sidder der altid: Storbritannien, USA, Frankrig, Kina og Rusland.
- Ti lande er på valg: De vælges af FN’s Generalforsamling for to år ad gangen.
De fem faste medlemmer – ofte kaldet P5 – har den berygtede vetoret. Det betyder i al sin enkelhed, at de kan blokere enhver vigtig beslutning, uanset hvor mange andre der stemmer for. De resterende ti pladser går på skift mellem FN’s 193 medlemslande, så hele verden får en stemme.
Geografisk kabale og nye stemmer
Det er ikke bare en popularitetskonkurrence, når der skal vælges nye medlemmer. Det hele styres af et fast system af regionale grupper, der skal sikre, at magten ikke kun samles på ét kontinent. Reuters melder, at der bliver kigget nøje på den globale fordeling, da reglerne kræver en ligelig geografisk repræsentation.
I denne omgang var pladserne øremærket til bestemte regioner. Udover de to vesteuropæiske pladser, som Østrig og Portugal nu har sikret sig, rykker Zimbabwe ind på den afrikanske plads som afløser for Somalia. I Latinamerika og Caribien overtager Trinidad og Tobago pladsen fra Panama, mens Asien og Stillehavet også får en ny repræsentant i den kommende periode.
Hvad betyder det for Danmark?
At Danmark skal ud af rådet ved udgangen af 2026, er en helt naturlig del af rotationen. Men det ændrer alligevel fundamentalt på vores indflydelse ude i verden. Som medlem sidder Danmark med helt fremme ved de mest kritiske dagsordener – lige fra krigen i Ukraine til konflikterne i Mellemøsten og klimakrisens betydning for sikkerheden.
Når Østrig og Portugal tager over, vil de bringe deres egne mærkesager til bordet. Østrig har traditionelt profileret sig på neutralitet og nedrustning, mens Portugal ofte har et stærkt fokus på havet og forbindelserne til det globale syd. For de mindre nationer er medlemskabet en sjælden chance for at bokse over deres egen vægtklasse i internationalt diplomati.
Udfordringer venter forude
De nye medlemmer træder ind i et Sikkerhedsråd, der i de senere år ofte er blevet skældt ud for at være handlingslammet. Den dybe splittelse mellem de faste medlemmer – især USA på den ene side og Rusland og Kina på den anden – har gjort det utrolig svært at blive enige om de største kriser.
For lande som Zimbabwe og Trinidad og Tobago bliver opgaven at navigere i dette storpolitiske stormvejr, mens de forsøger at varetage deres egne regioners interesser. Selvom de ikke-permanente medlemmer ikke har vetoret, spiller de en vigtig rolle som brobyggere og kan sammen lægge pres på stormagterne for at finde løsninger.
Valget i Generalforsamlingen kræver et flertal på to tredjedele af stemmerne. Det betyder, at de valgte lande nyder bred tillid i det internationale samfund, før de overhovedet får lov at sætte sig i de mørkeblå stole i Sikkerhedsrådets sal.