Diplomater og politiske iagttagere spærrede øjnene op, da USA’s præsident Donald Trump satte ord på det kommende topmøde med Kinas præsident, Xi Jinping. Mens verden venter på en løsning på den eskalerende krise i Mellemøsten, valgte Trump at sende et signal, der bryder med måneders amerikansk diplomati.
Præsidenten talte lige ud af posen, da han blev spurgt ind til det forestående møde i Beijing, som strækker sig fra onsdag til fredag. Her slog han fast, at USA ikke længere ser Kina som en nødvendig brik i det storpolitiske spil om Iran.
– Jeg tror ikke, vi har brug for hjælp med Iran. Vi vinder på den ene eller anden måde.
Det er noget af et kursskifte. Hidtil har Det Hvide Hus ellers arbejdet målrettet på at få Kina til at bruge sin betydelige indflydelse i Teheran til at genåbne det strategisk vigtige Hormuz-stræde og lægge pres på det iranske styre. Men nu tyder alt på, at Trump har skiftet kurs, netop som han træder ind på kinesisk jord.
Strategisk partnerskab under pres
Kina og Iran hænger tæt sammen, og Kina er i dag den største importør af iransk olie. Selvom kineserne har opbygget massive olielagre og investeret tungt i grøn omstilling for at gøre sig mindre sårbare, er stabiliteten i Mellemøsten stadig afgørende for landets økonomiske maskinrum. Derfor rammer krisen også Beijing hårdt, selvom de forsøger at navigere udenom de direkte konfrontationer.
Spørgsmålet, der nu optager iagttagere i både Washington og Beijing, er, hvorfor Trump vælger at melde så kontant ud netop nu. Der tegner sig to overordnede scenarier for præsidentens pludselige kursændring.
For det første kan der være tale om en erkendelse af de barske realiteter. Trump havde håbet på en fredsaftale, før han satte sig i flyet mod Kina, men krigen i Mellemøsten trækker ud. Samtidig er Kina under anklage for at have eksporteret varer, der direkte har hjulpet det iranske militær. For Beijing er det ikke nødvendigvis en ulempe, at USA er bundet militært og diplomatisk i Mellemøsten. Det fjerner nemlig det amerikanske fokus fra Stillehavsområdet, hvor Kina selv ønsker at dominere.
Ved at melde ud, at USA kan klare sig selv, undgår Trump at fremstå svag eller som en part, der tigger om hjælp hos en rival. Det er en klassisk magtdemonstration. Han vil vise, at USA stadig dikterer dagsordenen, uanset om Kina vælger at samarbejde eller ej.
Forhandlingstaktik og Taiwan
Det andet scenarie handler om ren forhandlingstaktik. Donald Trump er kendt for sin uforudsigelige stil, og udtalelsen kan ses som et forsøg på at spille kostbar. Ved at lade som om, at kinesisk hjælp er ligegyldig, øger han presset på Xi Jinping. Hvis Kina ønsker en god handelsaftale eller indrømmelser i det følsomme spørgsmål om Taiwan, kan Iran-spørgsmålet pludselig blive en værdifuld brik i spillet.
Uanset motivet står det klart, at topmødet i Beijing nu har fået en helt ny dimension. Oprindeligt skulle mødet primært handle om handel og de mange uenigheder mellem verdens to største økonomier, men skyggen fra Mellemøsten er umulig at ignorere. Selvom parterne officielt ønsker at holde emnerne adskilt, vil Trumps udtalelse hænge i luften under de kommende dages forhandlinger.
For de globale oliemarkeder og de allierede i Europa og Mellemøsten efterlader Trumps udmelding en række ubesvarede spørgsmål. Hvis USA reelt vælger at gå enegang i forhold til Iran, kan det betyde en yderligere eskalering af konflikten, hvor de diplomatiske kanaler bliver endnu færre.
Mens onsdagens møder går i gang bag lukkede døre i Beijing, vil verden holde vejret. Trumps selvsikre udmelding om, at USA nok skal vinde på den ene eller anden måde, bliver testet i de kommende døgn. Her skal det vise sig, om der er tale om reel styrke eller blot en dristig bluff i det storpolitiske pokerspil.