Det amerikanske udenrigsministerium kom onsdag med en melding, der kan blive et vigtigt vendepunkt i den voldsomme konflikt mellem Israel og Libanon. Efter hårde forhandlinger i Washington D.C. er parterne blevet enige om en rammeaftale. Målet er en våbenhvile, der kan få lagt en dæmper på de daglige kampe, som har hærget grænselandet i månedsvis.
Aftalen lander på et kritisk tidspunkt. Lige nu står de israelske styrker nemlig længere inde i Libanon, end de har gjort i over 25 år. Meldingen fra USA slår fast, at både Israel og Libanon ønsker at få kontrollen over deres egen skæbne tilbage – uden at andre lande eller grupper blander sig.
“Alle lande bekræftede på ny, at det fremtidige forhold mellem Israel og Libanon skal afgøres af de to suveræne regeringer,” lyder det i meddelelsen fra det amerikanske udenrigsministerium.
Opgør med skyggeregeringer
Selvom ordene i udtalelsen er diplomatiske, er budskabet ikke til at tage fejl af. Ved at tale om “suveræne regeringer” sender man et klart signal til Iran og den militante bevægelse Hizbollah. Militsen har i årtier fungeret som en stat i staten i Libanon.
Hizbollah har længe været en torn i øjet på både Israel og de libanesere, der drømmer om en stærk centralmagt i Beirut. I den fælles udtalelse bliver det slået fast, at man ikke længere vil finde sig i, at militser dikterer dagsordenen.
“De afviste ethvert forsøg fra enhver statslig eller ikke-statslig aktør på at holde Libanons fremtid som gidsel,” står der i meddelelsen. Det bliver af iagttagere læst som et direkte vink med en vognstang til Teheran og deres støtte til Hizbollah.
Litani-floden som den afgørende grænse
Hvis man vil forstå, hvorfor aftalen er vigtig, skal man kigge mod Litani-floden. Den løber omkring 30 kilometer nord for den israelske grænse og har længe været den linje, som det internationale samfund har forsøgt at holde Hizbollah bagved.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er våbenhvilen betinget af to krav, man ikke rykker sig på: Hizbollah skal stoppe alle angreb på Israel, og samtlige medlemmer af bevægelsen skal forlade området syd for Litani-floden. Det minder om FN-resolutionen fra 2006, men dengang blev kravene aldrig rigtig ført ud i livet.
Det nye i denne omgang er de såkaldte “pilotzoner”. Her er planen, at Libanons officielle hær skal tage over og holde alle militser ude. Det er et forsøg på at skabe en bufferzone, hvor det er rigtige soldater og ikke militsfolk, der står over for de israelske styrker.
En historik præget af brudte løfter
Selvom onsdagens melding giver grund til optimisme, er skepsissen til at tage og føle på. Historien viser nemlig, at aftaler på papir har det svært, når de rammer virkeligheden. Formelt har der været en våbenhvile på plads siden april, som endda blev forlænget i maj. Men det har ikke forhindret de seneste ugers voldsomme kampe.
De seneste dage har israelske soldater rykket deres positioner længere mod nord. De kontrollerer nu store landområder helt op til Litani-floden. For Israel handler det først og fremmest om sikkerhed for de titusindvis af civile, der er flygtet fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs raketter.
For Libanon handler det om landets overlevelse. Økonomien ligger i forvejen i ruiner, og en rigtig krig mod Israel vil være katastrofal for en nation, der kæmper for bare at holde sammen på det hele.
Næste skridt: Forhandlinger i juni
Våbenhvilen er ikke en endelig fredsaftale, men snarere et pusterum, der skal give diplomatiet arbejdsro. Parterne har sagt ja til at mødes igen i ugen, der starter den 22. juni.
Her skal de svære forhandlinger om politik og sikkerhed for alvor i gang. Målet er en aftale, der kan skabe ro ved grænsen én gang for alle. Men spørgsmålet er stadig, om Hizbollah vil acceptere at blive smidt ud af deres kerneland i Sydlibanon. Sker det ikke, ender onsdagens aftale bare som endnu en fodnote i rækken af fejlslagne fredsforsøg i regionen.