Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, er lige nu i Kina som en del af en tung delegation med præsident Donald Trump i spidsen. Det er et historisk besøg. Faktisk er det første gang i næsten ti år, at en siddende amerikansk præsident gæster den kinesiske hovedstad. Men bag de pæne ord og de formelle håndtryk gemmer der sig en dagsorden af den helt alvorlige slags.
Det hele handler om den fastlåste og farlige situation i Mellemøsten. Her truer konflikten med Iran med at kaste hele verdensøkonomien ud i kaos. USA håber nu, at Kina endelig vil træde i karakter og bruge sin store indflydelse over for styret i Teheran til at få dæmpet gemytterne.
En bøn om kinesisk hjælp
Marco Rubio lagde ikke fingre imellem, da han talte med tv-stationen Fox News forud for de vigtige møder med den kinesiske ledelse. Han gjorde det klart, at USA ser Kina som en nøglespiller, der indtil nu har holdt sig alt for meget i baggrunden, når det gælder de iranske aktiviteter i Den Persiske Golf.
“Vi håber at kunne overbevise dem om at spille en mere aktiv rolle i at få Iran til at holde op med det, de gør nu, og det, de forsøger at gøre nu i Den Persiske Golf,” lyder det fra Rubio.
Strategien fra USA er simpel: De appellerer til Kinas egen pengepung. Selvom de to stormagter tit er rygende uenige om både handel og menneskerettigheder, så deler de en fælles interesse i, at verdenshandlen flyder frit. Og lige nu er situationen i Hormuzstrædet – der forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten – blevet kritisk for alle parter.
Energikrise og blokerede stræder
Konflikten eskalerede for alvor den 28. februar, da USA og Israel gik i krig mod Iran. Siden starten af marts har Iran svaret igen ved stort set at lukke for al skibstrafik gennem det strategisk vigtige Hormuzstræde. Det har ramt verdensmarkedet med det samme. En enorm del af verdens eksport af olie og naturgas skal nemlig igennem netop det nåleøje.
Når der bliver sat en prop i en af verdens vigtigste energimotorer, stiger priserne eksplosivt. Det mærker de vestlige forbrugere, men det truer også den kinesiske vækstmaskine. Rubio påpeger, at Kina ikke bare kan se passivt til, mens deres egne handelsskibe ligger stille, og eksportmarkederne tørrer ud på grund af de tårnhøje energipriser.
“Økonomierne bryder sammen på grund af denne krise i strædet. De kommer til at købe færre kinesiske produkter, og den kinesiske eksport vil falde drastisk,” siger Rubio til Fox News.
En sanktioneret minister på fremmed grund
Det er lidt af et paradoks, at det netop er Marco Rubio, der står i spidsen for den diplomatiske offensiv i Beijing. Udenrigsministeren har nemlig en fortid som en af Kinas skarpeste kritikere. Da han var senator, kæmpede han så indædt for menneskerettigheder i Kina, at den kinesiske regering to gange har indført personlige sanktioner mod ham.
Alligevel har de kinesiske myndigheder valgt ikke at blokere for Rubios indrejse til topmødet. En talsmand for den kinesiske ambassade har bekræftet over for The Guardian, at hans tidligere handlinger som senator ikke ville stå i vejen for statsbesøget. Det vidner om, hvor vigtigt mødet mellem Trump og Xi Jinping bliver anset for at være på begge sider.
Trumps dobbelte budskab
Mens Rubio forsøger at bygge bro, sender præsident Donald Trump mere blandede signaler. På den ene side har han fortalt nyhedsbureauet AFP, at han forventer en meget lang og grundig samtale med Xi Jinping om netop Iran. Det er velkendt, at Kina er Irans største kunde, når det kommer til olie, hvilket giver Beijing et solidt økonomisk greb om præstestyret.
På den anden side holder Trump fast i sin “America First”-linje. Han har understreget, at han ikke nødvendigvis mener, at USA har brug for Kinas hjælp til at løse konflikten. Den balancegang – mellem at søge samarbejde og samtidig signalere styrke – bliver det centrale tema, når de to præsidenter sætter sig til forhandlingsbordet torsdag.
Spørgsmålet er nu, om de økonomiske realiteter vejer tungere end de politiske uenigheder. Hvis Kina vælger at lytte til Rubios advarsler om faldende eksport og økonomisk sammenbrud, kan det blive startskuddet til en ny fase i håndteringen af krisen i Mellemøsten. Men indtil videre ligger olien stille i Den Persiske Golf, mens verden venter på resultatet af topmødet i Beijing.