Valgstederne åbnede lørdag i New Zealand til den sidste dag, hvor landets vælgere kan sætte deres kryds. Men selve valgdagen er stort set fri for politik. En særlig lov gør det nemlig strafbart at forsøge at påvirke andres stemmeafgivning, skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).
Valgstederne lukker lørdag klokken 19 lokal tid, svarende til klokken 7 dansk tid. Afstemningen begyndte allerede i slutningen af oktober.
Ifølge landets valgkommission havde mere end 1,6 millioner ud af næsten 3,8 millioner registrerede vælgere allerede afgivet deres stemme ved udgangen af torsdag, skriver BT.
Forbud gælder alle
Den 19 timer lange valgpause varer, indtil valgstederne lukker. I den periode må ingen – herunder politiske partier, nyhedsmedier og brugere af sociale medier – kommentere sandsynlige valgresultater, emner i valgkampen eller andet, der kan tilskynde eller afholde vælgerne fra at stemme på en bestemt måde.
Der må heller ikke offentliggøres meningsmålinger på valgdagen. Det er desuden forbudt at foretage valgstedsmålinger eller interviewe folk uden for valgstederne.
Overtrædelser kan give en bøde på op til 20.000 newzealandske dollar. Det svarer til godt 74.000 kroner. Nyhedsmedier må gerne nævne partier eller kandidater, men det må ikke ske på en måde, der kan påvirke vælgernes stemmeafgivning.
Hunde i stedet for politik
På sociale medier er der opstået en newzealandsk tradition for at dele billeder af hunde ved valgstederne på valgdagen i stedet for at tale politik.
Når valgstederne lukker, begynder valgkommissionen kort efter at offentliggøre stemmetallene. Kommissionen forventer ifølge nyhedsbureauet Reuters at kunne fremlægge foreløbige resultater fra 50 procent af valgstederne inden klokken 10 dansk tid. Alle stemmer bliver talt manuelt, skriver nyhedsbureauet AFP, ifølge Frederiksborgamtsavis.sn.dk.
Blandt kandidaterne er premierminister Christopher Luxon, leder af centrumhøjrepartiet National Party, og Chris Hipkins, der står i spidsen for Labour-partiet.
Konservativ regering siden 2023
New Zealands konservative regering er en koalition mellem det store parti National Party og de mindre partier New Zealand First og ACT. Den har siddet på magten siden valget i 2023.
Der er ingen fast tidsfrist for, hvornår en ny regering skal være dannet, oplyser Reuters.
