Afstanden til en krigszone er ikke længere nogen garanti for sikkerhed. Det er hovedbudskabet fra en af NATOs erfarne militære ledere, som advarer om, at moderne konflikter gør det muligt at ramme mål dybt inde i lande, der tidligere ville have følt sig uden for fare.
Advarslen kommer fra Sir John Stringer, vicechef for NATOs allierede luftkommando. Ifølge Business Insider peger han på erfaringerne fra krigen i Ukraine som et tydeligt tegn på, at skellet mellem frontlinje og bagland er ved at blive visket ud.
Hvor vestlige lande tidligere kunne sende soldater og materiel til operationer langt væk og samtidig regne med, at hjemlandet lå sikkert uden for rækkevidde, ser billedet nu anderledes ud. Nye teknologier og nye angrebsformer betyder, at truslen kan opstå langt fra selve kampområdet.
Det gælder især brugen af billige droner, langtrækkende missiler og sabotage. Sammen gør de det muligt at angribe infrastruktur, militære anlæg og logistiske knudepunkter på stor afstand. Det ændrer ikke bare måden, krige bliver ført på. Det ændrer også den måde, lande må tænke forsvar på.
Droner presser de klassiske forsvarssystemer
Krigen i Ukraine har de seneste år udviklet sig til et laboratorium for moderne krigsførelse. Her har droner fået en central rolle, fordi de både er forholdsvis billige, fleksible og kan sættes ind i stort antal på én gang.
Netop masseanvendelsen er en del af problemet. Selv avancerede luftforsvarssystemer kan komme under pres, hvis mange mål nærmer sig samtidig, og hvis nogle af dem er små, hurtige eller svære at opdage i tide. Det betyder, at de traditionelle forestillinger om, hvad der udgør en alvorlig lufttrussel, er ved at ændre sig.
Et af de mest omtalte eksempler er den ukrainske operation “Spiderweb”. Her blev droner ifølge ukrainske oplysninger smuglet ind i Rusland og senere brugt til at angribe militære flybaser langt fra frontlinjen. Ukraine har oplyst, at 41 russiske fly blev beskadiget under operationen.
Hvis den type angreb kan gennemføres mod mål langt inde på russisk territorium, er det for NATO et klart signal om, at geografisk afstand ikke længere giver den samme beskyttelse som før. Truslen kommer ikke nødvendigvis fra store bombefly eller klassiske luftangreb. Den kan også komme fra små, billige systemer, som er langt sværere at forudse og stoppe.
Et nyt pres på NATO-landenes prioriteringer
Sir John Stringers advarsel handler ikke kun om, at der findes flere typer trusler end tidligere. Den handler også om, at forsvarssystemerne kan få svært ved at følge med udviklingen – både i tempo og omfang.
NATO-landene investerer allerede massivt i luftforsvar, missilforsvar, sensorer og affyringssystemer. Men investeringer løser ikke nødvendigvis hele problemet, hvis produktionen af missiler og andet udstyr ikke kan følge med behovet. Moderne forsvar afhænger ikke kun af teknologi, men også af forsyningskæder, lagerbeholdninger og industriel kapacitet.
Det kan i praksis føre til svære prioriteringer. Hvis trusselsbilledet bliver bredere, og hvis angreb kan rettes mod mange forskellige mål på én gang, kan lande blive tvunget til at vælge, hvilke områder der skal beskyttes først. Det kan være militære installationer, energiforsyning, transportknudepunkter eller andre kritiske funktioner i samfundet.
Den udvikling gør spørgsmålet om beredskab mere konkret for europæiske lande. Det handler ikke længere kun om soldater ved fronten eller kampfly i luftrummet over et konfliktområde. Det handler også om, hvor robust et samfund er, hvis truslen rammer længere inde i landet.
Ukraine viser, hvordan krigen har flyttet sig
Krigen i Ukraine bliver i stigende grad brugt som pejlemærke for, hvordan fremtidige konflikter kan komme til at se ud. Her har begge sider vist, at de kan ramme mål langt væk fra de områder, hvor de hårdeste kampe foregår. Det gælder både med missiler, droner og andre former for angreb, der udfordrer den traditionelle opdeling mellem front og bagland.
For NATO er læringen, at forsvar ikke længere kun kan tænkes som noget, der foregår ved grænsen eller tæt på et aktivt kampområde. Beskyttelse af hjemlig infrastruktur og militære kapaciteter bliver en stadig vigtigere del af den samlede sikkerhed.
Advarslen falder samtidig med, at flere NATO-lande opfordrer deres borgere til at være bedre forberedt på kriser og konflikter. Den type anbefalinger hænger sammen med et bredere syn på sikkerhed, hvor både militære og civile samfundsfunktioner kan blive mål i en konflikt.
Budskabet fra NATO-ledelsen er derfor klart: Det, der tidligere blev opfattet som sikkert bagland, kan ikke længere tages for givet. Moderne krig har flyttet rækkevidden for, hvor et angreb kan ramme, og det tvinger Vesten til at tænke forsvar på en ny måde.