Der er nu hul igennem i det diplomatiske spil i Mellemøsten. Efter måneder med trusler og militær sabelraslen er USA og Iran tæt på at underskrive en aftale, der skal genåbne det strategisk vigtige Hormuzstræde.
Aftalen indebærer en 60 dage lang våbenhvile. Det skal fungere som en slags prøveperiode for en mere permanent løsning. Ifølge en anonym amerikansk embedsmand, som har talt med mediet Axios, er parterne tæt på at underskrive et såkaldt aftalememorandum. Det er en diplomatisk rammeaftale, der kan forlænges, hvis begge parter er med på den.
Byttehandlen: Miner mod olie
Selve aftalen er skruet sammen som en klassisk diplomatisk byttehandel. Iran lover at fjerne de undervandsminer, de har lagt ud i strædet. Minerne har de seneste år været en massiv trussel mod skibstrafikken. Samtidig skal Hormuzstrædet åbnes helt, så skibe kan sejle frit igennem uden at skulle betale afgifter.
Til gengæld får det pressede iranske præstestyre en økonomisk håndsrækning fra USA. Washington vil ophæve blokaden mod iranske havne og give grønt lys til en række undtagelser fra de nuværende sanktioner. I praksis betyder det, at Iran igen kan sælge olie på det globale marked uden de nuværende spændetrøjer.
Selvom både den amerikanske præsident og internationale mæglere har sagt, at aftalen kan lande allerede søndag, er intet sikkert endnu. Blækket skal være tørt først. Historien mellem de to lande er nemlig fuld af aftaler, der er faldet på gulvet i allersidste øjeblik.
Verdens vigtigste flaskehals
Man skal bare kigge på et landkort for at forstå, hvorfor aftalen er så vigtig. Hormuzstrædet er kun 33 kilometer bredt på det smalleste sted. Men det er her, omkring en femtedel af verdens olie passerer hver eneste dag. Det svarer til cirka 21 millioner tønder olie i døgnet.
Når Iran truer med at lukke strædet eller lægger miner ud, kan det mærkes i hele verdensøkonomien med det samme. En genåbning vil derfor ikke bare være en politisk sejr. Det vil give et mærkbart lettelsens suk på det globale oliemarked, som længe har været ramt af usikkerhed og tårnhøje priser.
I Washington erkender man, at aftalen vil give den iranske økonomi et kæmpe boost. Men argumentet er, at stabilitet i verdenshandlen vejer tungere lige nu.
Et historisk perspektiv på konflikten
Balladen i Hormuzstrædet er ikke noget nyt. Konflikten trækker tråde helt tilbage til den såkaldte “Tankerkrig” i 1980’erne under krigen mellem Iran og Irak. Dengang angreb begge lande hinandens olietankere for at ramme modpartens økonomi. Det endte med, at den amerikanske flåde måtte rykke ind for at sikre forsyningerne.
I nyere tid gik det for alvor galt i 2018. Her trak USA sig ud af den internationale atomaftale (JCPOA) og indførte benhårde sanktioner. Iran svarede igen ved at skrue op for aktiviteterne i strædet. Det har ført til masser af episoder med beslaglagte skibe og eksplosioner på tankfartøjer.
Analytikere ser den nye 60-dages aftale som et forsøg på at tage toppen af en konflikt, der flere gange har været tæt på at ende i en direkte krig.
Kapløb mod uret
Tiden er en afgørende faktor i den nye aftale. Planen er en trinvis model, hvor handling følger handling. Jo hurtigere iranerne får ryddet farvandet for miner og lader skibene sejle, desto hurtigere fjerner USA blokaden.
Hvis aftalen holder, kan det være starten på et nyt kapitel mellem USA og Iran. Men 60 dage er kort tid. De store uenigheder om Irans atomprogram og deres rolle i regionen er der stadig. Lige nu handler det dog bare om at få olien til at flyde og undgå en storkrig i et af verdens mest sprængfarlige områder.