Geopolitisk uro skaber frygt for storkrig
Verden er i opbrud. Militære konflikter og en hård retorik mellem stormagterne minder efterhånden om de mørkeste kapitler i historien. Det får mange til at stille det ubehagelige spørgsmål: Hvor skal man egentlig tage hen, hvis en ny verdenskrig bryder ud?
Eksperterne er enige om, at en global konflikt vil ramme hver eneste kvadratmeter på jorden. Men nogle lande er alligevel mindre udsatte end andre. Det handler om geografi, et stærkt forsvar eller evnen til at klare sig selv, når alt andet bryder sammen.
Det britiske medie Metro har kigget nærmere på, hvad der gør et land til et sikkert fristed. Konklusionen er klar: Det handler især om afstand, politisk neutralitet og adgang til egne ressourcer.
Isolation som det ultimative værn
Hvis bomberne falder, er afstand den vigtigste faktor. Her er Antarktis det mest sikre sted på kortet. Det ligger tusindvis af kilometer fra magtens centre og strategiske mål. Men der er en hage: Det iskolde klima og manglen på mad gør det næsten umuligt at overleve i længden uden hjælp udefra.
Kigger man i stedet på lande, hvor man rent faktisk kan bo, ligger Island helt i top. Øen i Nordatlanten er isoleret og ligger altid øverst på det globale fredsindeks. Island er ganske vist med i NATO, men den afsides placering gør det til et usandsynligt mål. Problemet er bare, at islændingene er dybt afhængige af import. Stopper verdenshandlen, får de det svært.
New Zealand er en anden oplagt kandidat. Landet ligger langt væk fra de varme brændpunkter i Europa, Asien og Nordamerika. Med masser af bjerge og en solid infrastruktur kan New Zealand holde hjulene i gang, selvom resten af verden ender i kaos.
Neutralitet og beskyttelsesrum
Det er ikke kun placeringen på verdenskortet, der betyder noget. Historien spiller også ind. Schweiz har holdt fast i sin neutralitet i århundreder og er i dag et af de bedst forberedte lande i verden. Her er der lovkrav om, at der skal være plads i beskyttelsesrum til hver eneste borger. Det gør landet ekstremt robust, hvis krigen bliver rigtig grim.
I Asien ligger Bhutan gemt væk i Himalayabjergene. Landet har for vane at holde sig ude af internationale konflikter og har ingen strategisk betydning for stormagterne. Og så er det bare rigtig svært at invadere et land, der ligger så højt og utilgængeligt.
Indonesien prøver også at holde sig på afstand af de store blokke. Ved at køre deres helt egen udenrigspolitik håber de på at forblive neutrale, hvis USA, Kina og Rusland for alvor støder sammen. Samtidig er landet spredt ud over tusindvis af øer, hvilket gør det næsten umuligt for en fjendtlig magt at tage kontrollen.
Selvforsyning bliver afgørende for overlevelse
Hvis verdenshandlen bryder sammen, bliver sult hurtigt en større trussel end bomber. Her står Sydamerika stærkt. Argentina og Chile har enorme landbrugsområder, masser af ferskvand og frugtbar jord. De kan brødføde deres egne indbyggere uden hjælp fra resten af verden.
Sydafrika bliver også set som en stabil bastion. Landet har masser af naturressourcer og en infrastruktur, der er langt bedre end hos naboerne. Det giver en vigtig modstandskraft i en krise, hvor råstoffer og energi bliver guld værd.
Til sidst er der de små østater i Stillehavet, som Fiji og Tuvalu. De har stort set ingen strategisk betydning, så ingen har grund til at angribe dem. Deres største fjende er dog ikke krig, men klimaforandringerne, som truer med at opsluge dem længe før en eventuel storkrig.
Selv om disse steder er de sikreste bud, er der ingen garantier i dag. Som analysen tørt konstaterer, vil ingen steder på kloden være helt uberørt af en verdenskrig. Men for dem, der vil have de bedste odds, er opskriften klar: Find et sted med neutralitet, egne ressourcer og masser af afstand til resten af verden.